Tennisspillernes formuer: hvad præmiepenge og sponsorater reelt indbringer

For de allerbedste tennisspillere udgør præmiepenge typisk en fjerdedel eller mindre af den samlede indtjening. Resten kommer fra sponsorater, opvisningskampe og investeringer. Det er den enkeltoplysning, der forklarer, hvorfor listen over de rigeste spillere ser anderledes ud end listen over dem, der har vundet flest turneringer.

De fire indtægtskilder

Præmiepenge er de eneste offentligt kendte tal, fordi turneringerne offentliggør dem. De fordeler sig ekstremt skævt: en Grand Slam-vinder får mangedobbelt det, en spiller, der taber i første runde, får — og et sted omkring nummer hundrede på verdensranglisten begynder rejseudgifter og trænerløn at æde en stor del af beløbet.

Sponsorater er som regel den største post for toppen. Tøj, ketcher og sko er de klassiske, men de store aftaler ligger uden for sporten: ure, biler, banker, luftfartsselskaber. De aftaler indgås med spillere, der er genkendelige for folk, der ikke ser tennis — og det er en helt anden egenskab end at være god til tennis.

Opvisningskampe betaler et fast honorar uden risiko for at tabe. For en spiller i den absolutte top kan en enkelt opvisningskamp indbringe mere end en hel turneringssejr på lavere niveau.

Investeringer og ejerandele er den fjerde og den, der vokser mest efter karrieren. Flere tidligere spillere har ejerandele i turneringer, akademier, udstyrsmærker eller sportshold.

Hvorfor forskellen er så voldsom

Tennis er en individuel sport uden lønloft og uden holdkontrakt. Der er ingen mindsteløn, ingen garanteret indtægt og ingen deling. En spiller, der taber i første runde, betaler selv træner, fysioterapeut og rejse — og dem er der som regel flere af end i en holdsport.

Det er derfor, indtjeningskurven ikke er en jævn skråning, men nærmest en klippe. Forskellen mellem nummer 5 og nummer 50 i verden er langt større end forskellen i spillestyrke antyder.

Hvad tallene i medierne dækker

“Formue” i den slags opgørelser er som regel estimater. Præmiepengene er faktiske og efterprøvelige; sponsorindtægter er sjældent offentlige, og formuer er beregnede. Der er derfor stor forskel på, hvor sikre de enkelte tal er, selv når de står i samme tabel.

Det gælder også valuta og tidspunkt: præmiepenge opgøres i dollars, før skat og før spillerens udgifter til stab. Et bruttotal er ikke en indkomst.

Udgifterne, der aldrig står i tabellerne

En professionel tennisspiller er reelt en selvstændig virksomhed. Der er ingen klub, der betaler trænerlønnen, og ingen arbejdsgiver, der dækker rejsen. En fuld stab — træner, fysisk træner, fysioterapeut — koster løn, rejse og ophold hele sæsonen, og turneringskalenderen strækker sig over størstedelen af året og over flere kontinenter.

Dertil kommer skat i det land, præmiepengene er tjent i. De fleste større turneringslande beskatter præmiepenge ved kilden, og for en spiller, der rejser i tyve lande om året, er selve administrationen en udgift.

Det er derfor, grænsen for, hvornår tennis er økonomisk bæredygtigt, ligger meget højere oppe på ranglisten, end folk tror. En spiller uden for de bedste hundrede kan sagtens have en bruttoindtjening, der ser fornuftig ud, og alligevel gå i minus over en sæson.

Karrierelængden er den skjulte faktor

En tenniskarriere på topniveau varer typisk ti til femten år, og de bedst betalte år ligger i midten. Det betyder, at de spillere, der ender højest på formuelisterne, næsten altid er dem, der har haft både højt niveau og lang karriere — ikke nødvendigvis dem med flest titler.

Hvem der ender øverst blandt tennisspillere

Formuelisterne over tennisspillere blander derfor to helt forskellige indtægter. Der findes en gennemgang af de 5 rigeste tennisspillere i verden, som skiller præmiepenge fra den anslåede samlede formue — og netop den opdeling er det, der gør tallene til at forstå.

Til sammenligning

Golf har en lignende struktur og en endnu længere karriere. Holdsport har lavere top og markant højere bund. Og i de fleste andre individuelle sportsgrene er sponsormarkedet så meget mindre, at præmiepengene faktisk er hovedindtægten — hvilket gør tennis til undtagelsen frem for reglen.