Medvirkende i The Spy Who Loved Me
Da Bond mødte verden – og verden mødte dem: Medvirkende i The Spy Who Loved Me
Forestil dig et øjeblik den åbningssekvens: En skiløber i sort dragt, der suser ned ad en bjergside i en hastighed, der synes umulig, og pludselig – et øjebliks sus af frihed, inden paraplyen slår ud i britiske farver, og John Barrys orkester eksploderer på lydsporet. Det er 1977. Biografsalene er fyldte. Og Roger Moore smiler det smil, der i løbet af de næste to timer vil komme til at definere en hel æra af James Bond.
Men hvad er det egentlig, der gør The Spy Who Loved Me til mere end blot endnu en kapitel i en kommerciel franchise? Svaret er sjældent kun manuskriptet, sjældent kun stunts og pyroteknik. Det er menneskene bag og foran kameraet – rollebesætningen, castet, de skuespillere der med hvert blik og hver replik giver filmen kød og blod. De medvirkende i The Spy Who Loved Me udgør et af de mest interessante ensembler i britisk filmhistorie: en blanding af etablerede stjerner, overraskende castingvalg og karakterer, der ville vise sig at leve videre i populærkulturen årtier efter premieredatoen.
Hvem er de vigtigste medvirkende i The Spy Who Loved Me?
Roger Moore – charme som våben
Der er instruktører, der forstår, hvad en skuespiller kan, og som designer en film omkring det. Lewis Gilbert var en af dem. Da han valgte Roger Moore som sin Bond for tredje gang – efter Live and Let Die (1973) og The Man with the Golden Gun (1974) – vidste han præcis, hvad han arbejdede med: en mand, der aldrig behøvede at råbe for at true, aldrig behøvede at rynke brynene for at virke farlig.
Moore var på dette tidspunkt 49 år. En alder, der i mange andre filmgenrer ville have sendt en skuespiller mod karakterroller eller biroller. I Bond-universet var det paradoksalt nok hans styrke. Han bars ind i The Spy Who Loved Me med en selvbevidsthed og en kultivert tyngde, der adskilte ham markant fra Sean Connerys råhed. BBC Culture beskrev ham senere som “den mest menneskelige 007 indtil da” – og det rammer noget centralt. Moore spillede Bond som en mand, der har set meget og valgt humor som overlevelsesstrategi. Det er et subtilt skuespillervalg, der kræver disciplin at holde konsistent.
Barbara Bach – agenten der ikke var pynt
Castingvalget af Barbara Bach som den sovjetiske major Anya Amasova – kodenavn Agent XXX – var filmhistorisk set næsten provokerende. Her var Bond endelig mødt med et reelt modstykke: en kvinde med samme uddannelse, samme is i blodet og samme vilje til at nå sit mål.
Bach, der var født i New York og havde bag sig en karriere, der primært bestod af europæiske koproduktioner og mindre tv-roller, herunder den britiske serie The Protectors, var ikke det oplagte valg til en international blockbuster. Men hendes evne til at spille Amasova som en karakter med en egentlig psykologi – inklusiv en kold, professionel vrede over Bonds tidligere handlinger – gav filmen en dynamik, der sjældent var set i franchisen. Kvindelige tilskuere bemærkede det. Anmeldere bemærkede det. Og Barbara Bach fik sit internationale gennembrud.
Læs også artiklen medvirkende i James Bond
Richard Kiel – monstret med hjertet
Hvis der er ét navn, der automatisk fremkalder et billede hos enhver, der har set The Spy Who Loved Me, er det Richard Kiel. To meter og to centimeter høj, udstyret med et sæt metalproteser i stedet for tænder og en fysisk tilstedeværelse, der fik biografsalene til at trække vejret lettere – eller tungere.
Kiel var en erfaren karakter-skuespiller, der siden 1960’erne havde optrådt i en lang række tv-serier og B-film, og som sjældent havde fundet den rolle, der matchede hans usædvanlige udseende og fysik. Jaws var den rollen. Det geniale ved Jaws som karakter er den indre spænding: han er absurd og truende på én og samme tid, og Kiel formår at bære begge dele uden at det falder fra hinanden. Han siger næsten ingenting – og alligevel er han filmens mest talte-om figur.
Curd Jürgens – den teatralske dystopi
Curd Jürgens var i 1977 en af Europas mest respekterede karakterskuespillere. Tysk-østrigsk af herkomst, med en karriere der spændte fra klassisk teater til store europæiske filmprodukter, og med et ry for at kunne fylde ethvert rum han trådte ind i. Som Karl Stromberg – milliardæren med neoklassicistiske drømme om en undervandscivisation – leverede han en skurkerolle, der balancerede på grænsen mellem det latterlige og det virkelig uhyggelige. Hans Stromberg er ikke vred. Han er overbevist. Og det er altid mere skræmmende.
Hvad kendetegner rollebesætningen i The Spy Who Loved Me?
Ser man på castet som helhed, springer én ting i øjnene: mangfoldigheden af nationaliteter og filmtraditioner, der bringes i spil. Roger Moore er britisk underholdningstradition personificeret. Barbara Bach er amerikansk-europæisk arthouse. Curd Jürgens er kontinentaleuropæisk teaterkultur. Richard Kiel er Hollywoods B-film-univers. Og Hervé Villechaize – der optræder i en kortere rolle – kom med sin egen kultbaggage fra fransk film og amerikansk tv.
Det er sjældent, at en enkelt film rummer så mange lag af skuespillerisk tradition uden at det kollapser i inkoherens. Men Lewis Gilbert styrede med sikker hånd, og Eon Productions havde på dette tidspunkt over 15 års erfaring i at sammensætte internationale casts, der fungerede omkring verdensomspændende historier.
En anden ting, der kendetegner rollebesætningen, er det tillidsfulde samspil med de klassiske støttekarakterer. Desmond Llewelyn som den evigt frustrerede Q, Lois Maxwell som den elegante og aldrig helt alvorlige Miss Moneypenny, Bernard Lee som den tætte og pragmatiske M – disse tre skuespillere var i 1977 blevet en form for institution. De repræsenterede kontinuitet i et univers, der ellers konstant forandrede sig, og deres tilstedeværelse var med til at forankre filmens eventyrlighed i noget genkendelig og trygt.
Læs også artiklen medvirkende i Dr. No
Castingmæssigt er det også bemærkelsesværdigt, at filmens producenter valgte ikke at erstatte Moore, selvom der på det tidspunkt internt var drøftelser om franchisens fremtid. Det valg viste sig at være afgørende. The Spy Who Loved Me er ofte nævnt som den film, der konsoliderede Moores position som Bond – ikke blot som afløser for Connery, men som en version af karakteren med sin egne ret.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Roger Moore – fra The Saint til evighed
Inden Bond var Moore bedst kendt som den kvikke og uimodståelige Simon Templar i tv-serien The Saint, der kørte fra 1962 til 1969. Det var en rolle, der viste, at Moore kunne bære en hel serie på sine skuldre med lethed og karisma. Hans Bond-karriere strakte sig til hele syv film, afsluttet med A View to a Kill i 1985, og han forblev en aktiv og elsket ambassadør for franchisen frem til sin død i 2017.
Barbara Bach – fra Bond til Beatles
Bachs karriere efter The Spy Who Loved Me tog en uventet drejning. Hun medvirkede i Caveman (1981) – en let komedie, der nok er bedst husket for at have bragt hende sammen med Ringo Starr, som hun siden giftede sig med. I de efterfølgende år trak hun sig gradvist fra filmverdenen og valgte et liv uden for rampelyset, selvom hun lejlighedsvis deltager i Bond-relaterede begivenheder og interviews.
Richard Kiel – fra Jaws til Happy Gilmore
Kiel vendte tilbage som Jaws i Moonraker (1979), hvor karakteren fik en bemærkelsesværdig humanisering, herunder en kærlighedshistorie der betragtes som en af de mere overraskende vendinger i franchisen. Hans karriere fortsatte med karakterroller i film som Happy Gilmore (1996), og han forblev en populær figur på filmconventions og signeringsevents frem til sin død i 2014.
Curd Jürgens – Europas grand old man
Jürgens vendte efter Bond tilbage til de europæiske produktioner, der altid havde været hans kunstneriske hjemsted. Han var en velanset stemme i tysk-østrigsk teater og film og fortsatte sin karriere frem til sin død i 1982. Han repræsenterede en generation af europæiske skuespillere, for hvem film aldrig var adskildt fra scenekunst.
Hervé Villechaize – kultstatus og tragedie
Villechaize, der spillede den korte rolle som Hercules i The Spy Who Loved Me, ville samme år finde sin vej til bred berømmelse med tv-serien Fantasy Island, hvor han spillede den elskede Tattoo. Hans liv var præget af fysiske udfordringer og personlige kampe, og han døde i 1993. Han er i dag genstand for fornyede retrospektive vurderinger, senest med dokumentarfilm og biografiske skildringer, der forsøger at give ham den nuancerede plads i filmhistorien, han fortjener.
Læs også artiklen medvirkende i For Your Eyes Only
Hvorfor gør netop de medvirkende i The Spy Who Loved Me historien mindeværdig?
Et manuskript er en plan. En instruktørs vision er et landkort. Men det er skuespillerne, der gør filmen til virkelighed – og i tilfældet med The Spy Who Loved Me er det ikke en overdrivelse at sige, at rollebesætningens præstationer løfter materialet fra velfungerende underholdning til egentlig kulturhistorie.
Tag forholdet mellem Bond og Amasova. På papiret er det en politisk allegori: britisk og sovjetisk agent, to supermagter der samarbejder i Kolde Krigens skygge. I Moore og Bachs hænder bliver det noget andet – en gensidig respekt, der aldrig bliver sentimentalitet, og en understrøm af konkurrence, der giver alle deres scener en ekstra ladning. Det er skuespilkunst, der gør politisk subtext til personlig fortælling.
Tag Richard Kiel. Jaws er som karakter en genre-kliché – den uovervindelige henchman – men Kiel tilføjer en dimension af næsten barnlig intensitet til rollen, der gør ham menneskelig på en måde, manuskriptet ikke kræver, men filmen profiterer enormt af. Hans genkomst i Moonraker og den kærlighed, fans stadig viser ham, vidner om, at det var skuespillerens eget bidrag, der skabte ikonet.
Og Curd Jürgens’ Stromberg er et godt eksempel på, hvad erfaren europæisk scenekunst kan tilføje en kommerciel produktion. Han spiller ikke en tegneserieskurk – han spiller en mand med en vision, og den autenticitet, han bringer til rollen, er med til at give filmens tematik en seriøsitet, den måske ikke fortjener, men absolut nyder godt af.
De medvirkende i The Spy Who Loved Me er med andre ord ikke blot ansigter i en blockbuster. De er medforfattere til en filmoplevelse, der næsten fem årtier senere stadig diskuteres, citeres og fejres.
Et cast, der overlevede sin egen film
Det er en sjælden ting, når en films rollebesætning formår at transcendere selve produktet – når navne og ansigter overlever ikke bare den første bølge af biografgæster, men årtier af kulturel forandring. De medvirkende i The Spy Who Loved Me har gjort netop det. Roger Moore er ikke bare en skuespiller, der spillede Bond – han er en del af vores kollektive forståelse af, hvad charme og britiskhed kan betyde. Richard Kiel er ikke bare en karakterskuespiller – han er et symbol på, at det mærkværdige og det menneskelige kan eksistere i den samme krop.
Filmens styrke – dens evne til at feel stor og intim på én og samme tid – er uløseligt forbundet med de mennesker, der befolkede den. Og det er måske den mest ærlige kompliment, man kan give en rollebesætning: at man ikke kan forestille sig filmen uden dem.