Medvirkende i The Electric State

Der er noget næsten smertefuldt smukt over en verden, der er gået i stykker, men stadig forsøger at huske hvad skønhed er. Simon Stålenhags grafiske roman The Electric State rummer netop den følelse – den vemodige fornemmelse af, at teknologien løb fra os, inden vi nåede at forstå hvad vi egentlig ville med den. Og nu, når Russo-brødrene har løftet dette stille, melankolske univers fra tegneseriesiderne og ind på lærredet, melder spørgsmålet sig uundgåeligt: Hvem er de mennesker, der skal bære en sådan verden?

For The Electric State er ikke en film, der kan reddes af spektakulære eksplosionsteknik alene. Den kræver noget sjældnere – skuespillere, der kan stå stille i et øjeblik og alligevel fylde billedet. De medvirkende i The Electric State er ikke blot et glamourøst cast samlet for at sælge biografbilletter. De er, i hvert fald ambitionsmæssigt, valgt til at gøre noget vanskeligt: At minde os om, at selv i en brudt verden er det menneskelige det eneste, der virkelig betyder noget.

Hvem er de vigtigste medvirkende i The Electric State?

Millie Bobby Brown: Mere end et barnestjernestempel

Millie Bobby Brown er en af de mest interessante skuespillerinder i sin generation – ikke fordi hun er ung, men fordi hun konsekvent synes at vokse ind i rollerne, inden man opdager at hun har gjort det. Som Michelle, den viljestærke unge kvinde der drager ud i en postapokalyptisk ødemark på jagt efter sin forsvundne bror, bærer Brown filmens emotionelle tyngdepunkt.

Læs også artiklen medvirkende i Stranger Things

Det er ikke en let opgave. Michelle er ikke en karakter, der råber sine følelser ud. Hun er tilbageholden, nærmest forskanset bag et blik, der rummer mere end det siger. Brown har øvet sig på præcis den slags figurer – Eleven i Stranger Things var trods alt i årevis en karakter, der kommunikerede med øjnene snarere end ordene. Men Michelle er mere kompleks, mere sårbar og mere voksen. Kritikere fra de første branchevisninger har bemærket, at Brown i denne rolle gør noget subtilt: Hun holder igen, og det er netop dét, der gør hende umulig at se væk fra.

Chris Pratt: Karismaens dobbeltsidede gave

Chris Pratt er en skuespiller, verden elsker at have en mening om. Nogen ser ham som Hollywoods mest naturlige arving til den klassiske action-helt med et glimt i øjet. Andre er trætte af det glimt. I rollen som Skip – Michelles tvetydige rejseledsager – får Pratt mulighed for at spille på begge strenge.

Skip er ikke en helt. Han er heller ikke en skurk. Han er et menneske med de forkerte vaner og de rigtige instinkter, og det er præcis i det spænd, at Pratt fungerer bedst. Kemien mellem ham og Brown beskrives af tidlige anmeldere som filmens hjerte – ikke romantisk, men nærmest familiær. To mennesker, der ikke har valgt hinanden, men alligevel ender med at have brug for hinanden. Det er et klassisk road movie-fundament, og Pratt bygger sin del af det med en charme, der aldrig føles anstrengt.

Ke Huy Quan: Fra glemsel til stjernestatus

Få skuespillerikarriere rummer så mange lag som Ke Huy Quans. Han begyndte som barn i Indiana Jones and the Temple of Doom og The Goonies, forsvandt derefter fra lærredet i årtier – ikke fordi han manglede talent, men fordi Hollywood ikke vidste, hvad det skulle stille op med ham. Og så kom Everything Everywhere All at Once, og pludselig mindedes verden om, hvad den havde overset.

I The Electric State spiller han Drocco, filmens mekaniker og tekniske orakel – en figur, der med sine hænder kan reparere det meste, men som måske ikke kan reparere sig selv. Quan bringer en fysisk komik og en varm sårbarhed til rollen, der ifølge tidlige anmeldere fungerer som filmens følelsesmæssige modvægt til den ellers melankolske grundstemning. Han er en påmindelse om, at de bedste biroller ikke er dem, der støtter hovedpersonen – de er dem, der giver historien en ny dimension.

Stanley Tucci og Jason Alexander: Veteraner i margenen

Selv i de kortere roller finder man skuespillere, der mestrer kunsten at fylde et billede uden at overdrive. Stanley Tucci som den excentriske pilot med sit underlige enmotors-fly er en cameo i ordets mest elegante forstand – han dukker op, giver scenen liv og forlader den med et smil på læben. Tucci har gjort dette i årtier, og han ved præcis, hvornår han skal trykke på bremsen.

Jason Alexander, bedst kendt som George Costanza fra Seinfeld, giver i rollen som Carl, en listig købmand med et dobbelt sæt motiver, en lille lektion i komediespillets dybere dimensioner. Han er sjov. Men han er også mistænkelig. Og netop den kombination er sværere at mestre, end den ser ud.

Hvad kendetegner rollebesætningen i The Electric State?

Der er en tradition i science fiction-film for at besætte rollerne med enten rene actionstjerner eller rendyrkede kunstnernaturer. Det interessante ved rollebesætningen i The Electric State er, at den bryder med den dikotomi. Her finder man stjerner fra blockbuster-verdenen sat sammen med karakterskuespillere og Oscar-modtagere i en blanding, der afspejler filmens eget ærinde: At finde det menneskelige i det mekaniske.

Læs også artiklen medvirkende i Red Notice

Castingvalget er også et signal til publikum. Russo-brødrene siger med dette ensemble, at de er seriøse. At dette ikke er en film, der hviler på nostalgi eller en berømt voiceover. De har valgt skuespillere, der hver især har bevist, at de kan bære en scenes stille øjeblikke – og det kræver mere mod end man måske tror, når man er vant til at instruere bataljer med titusindvis af digitale soldater.

Kulturhistorisk set lægger castet sig i en tradition, som man kan trække helt tilbage til den klassiske New Hollywood-periode, hvor instruktørerne begyndte at sammensætte ensembler ud fra psykologisk kompleksitet frem for stjernestatus alene. Man tænker på Robert Altmans film, eller på de tidlige Spielberg-produktioner, hvor det uventede castingvalg ofte var det, der gjorde forskellen.

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

Mange af de medvirkende i The Electric State har rødder i projekter, der på forskellig vis har defineret den populærkulturelle samtale i det seneste årti.

Millie Bobby Brown slog igennem med Stranger Things, Netflix’s nostalgitrip til 1980’ernes børnefilm og gyser-æstetik, og har siden befæstet sin position med Enola Holmes-filmene, hvor hun viste, at hun sagtens kan bære et projekt på egen hånd. The Electric State er det naturlige næste skridt – et mere ambitiøst lærred, en mere nuanceret karakter.

Læs også artiklen medvirkende i Deadpool & Wolverine

Chris Pratt har domineret to af Hollywoods mest indbringende franchises simultant: Guardians of the Galaxy og Jurassic World. Begge er underholdende. Ingen af dem kræver den type tvetydighed, som The Electric State beder om. Det gør denne rolle til en af de mere interessante valg i hans karriere.

Ke Huy Quans genopstandelse med Everything Everywhere All at Once er allerede filmhistorisk. Han vandt en Oscar for Bedste mandlige birolle og beviste, at en karriere ikke nødvendigvis defineres af dens lineære forløb, men af dens dybde. The Electric State er det første store Hollywood-projekt, han tager på efter den triumf.

Stanley Tucci er en institution i sig selv – en skuespiller, der bevæger sig ubesværet mellem arthouse-drama (Big Night, Supernova) og mainstream-underholdning (The Hunger Games, Captain America). Og Jason Alexander, der foruden Seinfeld har en lang karriere på Broadway, minder os om, at komediens håndværk og dramaets præcision ikke er så forskellige, som man tror.

Hvorfor gør netop de medvirkende i The Electric State historien mindeværdig?

En film om forholdet mellem mennesker og teknologi risikerer altid at blive kølig, abstrakt, intellektuelt utilgængelig. Det er fristende at lade VFX-afdelingen fortælle historien. Men The Electric State er – i hvert fald efter hvad de tidlige visninger antyder – en film, der vælger det modsatte.

De medvirkende i The Electric State er filmens varmeste element. I en verden af rustne robotter og øde motorveje er det skuespillernes blik, deres pauser, deres små gestik-valg, der holder publikum forankret. Millie Bobby Browns tilbageholdenhed. Chris Pratts uforsigtige charme. Ke Huy Quans varme. Tilsammen skaber de et emotionelt gravitationsfelt, som de store visuelle scener kan kredse om, frem for omvendt.

Det er en gammel sandhed om filmmediet, som de bedste instruktører altid har vidst: Publikum husker ikke de smukkeste billeder. De husker den skuespiller, der gjorde dem kede af det i en scene, de ikke havde forventet at blive berørt af. Og i den forstand er rollebesætningen i The Electric State ikke bare en del af filmen – den er dens sjæl.

Ofte stillede spørgsmål om medvirkende i The Electric State

Hvem spiller hovedrollen i The Electric State?

Millie Bobby Brown spiller Michelle, filmens protagonist. Hun er en ung kvinde, der begiver sig ud i en dystopisk verden for at finde sin forsvundne bror.

Hvem spiller overfor Millie Bobby Brown i filmen?

Chris Pratt spiller Skip, Michelles rejseledsager. De to skuespillere er filmens centrale duo, og deres indbyrdes kemi beskrives som en af produktionens store styrker.

Hvem instruerer The Electric State?

Filmen instrueres af Anthony og Joe Russo, der er internationalt kendte for deres arbejde med Marvel-filmene Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame.

Hvilken grafisk roman er filmen baseret på?

The Electric State er baseret på den svenske kunstner Simon Stålenhags selvstændige grafiske roman fra 2018, der kombinerer retro-futuristiske illustrationer med en melankolsk fortælling om et Amerika efter teknologiens sammenbrud.

Hvad har Ke Huy Quan medvirket i tidligere?

Ke Huy Quan er kendt for sine barnerolle i Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) og The Goonies (1985), samt for sin Oscar-vindende præstation i Everything Everywhere All at Once (2022).

Afslutning: Et cast der rækker ud over lærredet

De medvirkende i The Electric State repræsenterer noget mere end blot en velassorteret liste af kendte navne. De er et argument – et argument for, at science fiction på sit bedste ikke handler om fremtiden, men om nuet. Om hvem vi er, og hvem vi risikerer at blive, hvis vi ikke passer på de forbindelser, der holder os menneskelige.

Millie Bobby Brown er på vej mod noget – en karriere, der allerede er større end de fleste, og som alligevel synes at have rum til at vokse sig endnu dybere. Chris Pratt får her måske sin chance for at overraske dem, der allerede har skrevet ham i en bestemt boks. Og Ke Huy Quan beviser, at de bedste historier i Hollywood ikke altid handler om filmene selv, men om de liv, der lever dem.

The Electric State er en film om verden efter sammenbruddet. Men kastes der lys over castet, ser man noget andet: mennesker, der samler sig. Det er måske det mest elektriske af det hele.