Medvirkende i Once Upon A Time: Menneskene bag eventyret

Der er noget næsten paradoksalt ved at bo i en by, hvor ingen husker, hvem de er. I Storybrooke, Maine, lever Snehvide som folkeskolelærer, Rumplestiltskin som pantelåner og Den Onde Dronning som borgmester – og ingen af dem aner, at de er fanget i en forbandelse. Det er præmissen i Once Upon a Time, og det er netop denne collision mellem det arketypiske og det hverdagslige, der gør serien til noget særligt. Men hvad er et eventyr uden de mennesker, der tør bebo det? De medvirkende i Once Upon a Time er ikke blot ansigter på en skærm – de er fortolkere af figurer, vi har båret med os siden barndommen, og som de her tvinger os til at se med helt nye øjne.

Siden seriens premiere på ABC i 2011 har den placeret sig i en stolt tradition af amerikansk prestige-TV, der tager genre alvorligt. Ligesom The Sopranos gjorde med gangstergenren og Buffy the Vampire Slayer med gyserfortællingen, løftede Once Upon a Time fantasyelementet ind i det psykologisk komplekse drama. Og en stor del af æren tilhører det bemærkelsesværdige cast, der formåede at bære den ambition på sine skuldre i syv sæsoner.

Læs også artiklen medvirkende i Once Upon a Time in Hollywood

Hvem er de vigtigste medvirkende i Once Upon A Time?

Der er et øjeblik i seriens første sæson, hvor Jennifer Morrison som Emma Swan står foran byens grænse og overvejer, om hun skal blive eller forsvinde. Det er et stille øjeblik, visuelt set nært ingenting – men Morrison fylder det med en tristesse, der rummer en hel livsshistorie. Hun er ikke en heltinde fra eventyrbogens blanke sider. Hun er en kvinde, der er vokset op som anbragt barn, der aldrig lærte at stole på nogen, og som nu på trods af sig selv er ved at finde ud af, at hun måske netop er den, alle har ventet på.

Morrison, bedst kendt fra House M.D., hvor hun spillede den samvittighedsfulde Dr. Allison Cameron, bragte en næsten anti-heroisk kvalitet til Emma Swan. Hendes Emma er ikke drømmende og lysende – hun er barsk, mistænksom og sårbar på samme tid, og det giver serien en jordnær modvægt til de mere mytiske omgivelser.

Overfor hende finder vi Ginnifer Goodwin som Snehvide – eller i nutidslinjen, den beskedne lærer Mary Margaret Blanchard. Goodwin, der har vist sin rækkevidde i film som Walk the Line og Crazy, Stupid, Love, spiller en karakter, der umiddelbart synes at leve op til eventyrklishéen: godhjertets inkarnation med mørkt hår og blide øjne. Men Goodwin insisterer på nuance. Hendes Snehvide er ikke bare ren og uberørt – hun er en kvinde, der har truffet svære valg og lever med dem. Det er en præstation, der gentagne gange er blevet fremhævet som undervurderet af kritikere hos The Playlist.

Josh Dallas som Prins Charming – ridder, ægtemand, far – er måske den rolle, der på overfladen ligner den traditionelle eventyrprins mest. Og Dallas er klog nok til at vide, hvad han gør med det. I stedet for at spille ham som et blankt ideal giver han karakteren en lettere besværlig ærlighedsiver og en mands sårbarhed over for sin egen utilstrækkelighed. Det er den slags subtile fortolkning, der giver en rollebesætning dybde.

Men hvis der er én skuespiller, der har sat sig uudslettelige spor i seriens sjæl, er det Lana Parrilla som Den Onde Dronning Regina Mills. Parrillas Regina er fra starten seriens antagonist, men aldrig dens fjendes – for hun er for menneskelig til det. Sæson for sæson skræller Parrilla lag af bitterhed, sorg og desperate kærlighedslængsler af en figur, der kulturhistorisk altid har fået lov til at forblive en karikatur. Her er hun en traumatiseret kvinde, der valgte det forkerte svar på den rigtige smerte. Det er en af de stærkeste fortolkninger af en “skurk” i nyere TV-historie, og Screen Rant har kaldt Parillas præstation for en af det 2010’er amerikanske TV’s mest undervurderede.

Læs også artiklen medvirkende i Grimm

Og så er der Robert Carlyle som Rumplestiltskin og Mr. Gold. Carlyle, der internationalt er bedst kendt fra Trainspotting og The Full Monty, bringer en teatralsk intensitet til rollen, der er aldeles unik. Hans Rumplestiltskin er ikke blot seriens trickster – han er dens moralfilosof. Han er den, der stiller de ubehagelige spørgsmål om pris og konsekvens, og Carlyle spiller ham med en oscillation mellem det komiske og det tragiske, der vidner om en skuespiller på toppen af sin formåen. The Guardian har beskrevet hans tilgang som “dybtfølende og teatralsk i bedste forstand” – en formulering, der siger meget om den tradition, han trækker på.

Hvad kendetegner rollebesætningen i Once Upon A Time?

En af de mest interessante ting ved de medvirkende i Once Upon a Time er, at castingen bevidst bryder med de visuelle forventninger, vi bærer til eventyrfigurerne. Ginnifer Goodwin er ingen klassisk Disney-prinsesse i den store, strålende forstand – hun er nærværende og menneskelig. Robert Carlyle er ikke en imponerende skurk i kappe og krone – han er lille, nervøs og farlig på en helt anden måde. Disse valg er ikke tilfældige.

Showrunnerne Adam Horowitz og Edward Kitsis har gentagne gange fremhævet, at de ville have skuespillere, der kunne bære en scene uden visuelle effekter. Og det kan rollebesætningen. Bag de digitale slotte og fortryllede skove er der menneskelige ansigter, der formidler tab, kærlighed, had og forsonlig kompleksitet i close-up, uden at blinkse.

Samspillet mellem Carlyle og Emilie de Ravin som Belle er et godt eksempel. De to spiller et par, der ikke burde fungere – skønhedens kærlighed til udyret, den mørke fortryllers evige forsøg på at fortjene det lys, hun repræsenterer. De Ravin, der tidligere er kendt fra Lost, bringer en rolig, men aldrig naiv åbenhed til Belle, der hele tiden udfordrer Carlyles Mr. Gold til at blive et bedre menneske. Det er TV-drama i klassisk forstand: to modpoler, der tilsammen kortlægger noget sandt om kærlighedens pris.

Seriens anden store kærlighedshistorie – Colin O’Donoghues Captain Hook og Jennifer Morrisons Emma Swan – har en helt anden energi. O’Donoghue spiller Killian Jones med en glimt-i-øjet-charme, der aldrig glemmer den underliggende sorg ved at have mistet sig selv undervejs. Hans Hook er ikke en skurk, der er gået over til det gode – han er en mand, der stadig forsøger at finde ud af, hvad det gode kræver af ham. Og kemien med Morrison er påfaldende autentisk i en genre, der ellers ofte hviler på fortærskede romantiske klichéer.

Rebecca Maders Zelena, Den Grønne Heks og Reginas halvsøster, tilføjer i de senere sæsoner en yderligere lag af kompleksitet til rollebesætningen. Mader spiller sin karakter med en rasende energi, der balancerer mellem det melodramatiske og det genuint tragiske – hun er en kvinde, der er vokset op i fornedringens skygge og aldrig fandt en bedre fortolkningsramme end bitterhed. Det er en svær balancegang, men Mader navigerer den med sikker hånd.

Læs også artiklen medvirkende i Supernatural

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

En del af glæden ved at følge de medvirkende i Once Upon a Time er at opdage, hvilke fortolkningstraditiner de bringer med sig fra andre projekter.

Robert Carlyle er i en klasse for sig. Hans gennembrudsrolle som den karismatiske og ekstremt farlige Begbie i Danny Boyles Trainspotting fra 1996 viste en skuespiller, der ikke var bange for at gå til ekstremer. Siden fulgte The Full Monty, 28 Days Later og SGU Stargate Universe, men det er Rumplestiltskin, der for mange internationale seere definerer ham i dag. Der er en direkte linje fra Begbies ukontrollable vrede til Rumplestiltskins kontrollerede ondskab – begge er mænd, der er bange for, at de mister sig selv, hvis de slipper kontrollen.

Jennifer Morrison brugte sine år i House M.D. til at perfektionere rollen som den moralsk kompromisløse læge Cameron – en figur, der på mange måder ligner Emma Swan i sit forsøg på at navigere i et system, der belønner kynisme. Erfaringen med at holde sin karakter jordnær i en verden af arrogante genier gav hende præcis det redskab, hun havde brug for til at spille en eventyrfrelser, der nægter at tro på eventyr.

Ginnifer Goodwin viste i Reese Witherspoon-filmen Walk the Line en særlig evne for at bære en film med stille tilstedeværelse snarere end stor gestus – en kvalitet, der gør hendes Snehvide mere nuanceret, end titlen lover. Hendes stemmerolle som betjenten Judy Hopps i Disneys Zootopia fra 2016 er måske ironisk nok en fortsat variation over samme grundtema: den godtroende optimist, der viser sig at have ryggrad.

Lana Parrilla er efter Once Upon a Time vendt tilbage til skærmen i drama-serieformatet med Desperate Housewives-forfatteren Marc Cherrys Why Women Kill, hvor hun spiller en 1980’er-husmor med mørke hemmeligheder. Det er tydeligt, at Parrilla søger mod roller med moralsk kompleksitet – og at hun trives i dem.

Colin O’Donoghue viste i thrilleren The Rite fra 2011, instrueret af Mikael Håfström, at han besidder den nødvendige intensitet til at bære et større fortælleformat. Hans arbejde i britiske TV-produktioner efterfølgende vidner om en skuespiller, der bevidst vælger rollen frem for karrierekalkulation.

Hvorfor gør netop de medvirkende i Once Upon A Time historien mindeværdig?

Man kan sagtens fortælle historien om en ond dronning. Det er gjort tusinde gange. Men det kræver en Lana Parrilla at fortælle historien om, hvorfor en kvinde vælger at blive ond – og at gøre det på en måde, der ikke frifinder, men forklarer. Det er den slags præstation, der efterlader spor.

Once Upon a Time kunne i andre hænder have endt som dekoration: smukke kostumer, digitale slotte og familievenlige konflikter. At det ikke blev det, skyldes i høj grad de medvirkende i Once Upon a Time, der behandlede materialet med den respekt, man normalt reserverer til klassisk drama. Robert Carlyles Rumplestiltskin er ikke fascinerende, fordi han er magisk – han er fascinerende, fordi han afspejler noget fundamentalt sandt om det at prioritere magt over kærlighed og leve med konsekvenserne. Det er Shakespeare med eventyrhat.

Der er et samspil i serien, der kun opstår, når et helt ensemble er til stede på samme åndelige wavelength. Det er, når Morrison og O’Donoghue spiller sig frem til den uundgåelige erkendelse af to skadede menneskers kærlighed. Det er, når Carlyle og de Ravin i et stille øjeblik undersøger, om tilgivelse er mulig. Det er, når Parrilla og Goodwin, to kvinder med en fortid bundet i tab, endelig begynder at forstå hinanden. Disse øjeblikke er ikke skabt af et manuskript alene – de er skabt af skuespillere, der forstår, at eventyr handler om mennesker.

Ofte stillede spørgsmål om medvirkende i Once Upon A Time

Hvem spiller hovedrollerne i Once Upon A Time?

De centrale skuespillere er Jennifer Morrison som Emma Swan, Ginnifer Goodwin som Snehvide/Mary Margaret, Josh Dallas som Prins Charming/David Nolan, Lana Parrilla som Den Onde Dronning/Regina Mills og Robert Carlyle som Rumplestiltskin/Mr. Gold. Disse fem udgør seriens absolutte kerne igennem alle