Når stjernerne synger ABBA – og du glemmer at trække vejret

Der er et øjeblik cirka halvvejs inde i Mamma Mia: Here We Go Again!, hvor Lily James som den unge Donna Sheridan kaster sig ud i “Dancing Queen” på en båd i middelhavet, med håret flagrende og en smittende frihed i øjnene – og pludselig forstår man præcis, hvorfor denne film eksisterer. Det handler ikke om plot. Det handler ikke engang egentlig om ABBA. Det handler om, hvad der sker, når man samler en flok exceptionelt talentfulde mennesker og giver dem lov til at leve fuldstændigt i et øjeblik.

De medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again! er ingen tilfældig samling. De er resultatet af en bevidst og ambitiøs casting-strategi, der skulle gøre det næsten umulige: overbevise publikum om, at en efterfølger til en af det 21. århundredes mest elskede musicalfilm ikke bare var nødvendig – men uundværlig. Og langt hen ad vejen lykkedes det.

Musikalsjangren har altid været et særligt laboratorium for skuespilkunst. Fra Judy Garland til Hugh Jackman har de store musicalfilm krævet en sjælden kombination af vokal styrke, fysisk tilstedeværelse og emotionel åbenhed. Here We Go Again! trækker på den tradition og tilføjer sit eget twist: et dobbelt tidslag, hvor den samme karakter bæres af to forskellige kroppe – og to vidt forskellige generationers energi.

Læs også artiklen medvirkende i Mamma Mia

Hvem er de vigtigste medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again!?

Lily James – den unge frihed

Hvis nogen havde tvivlet på Lily James’ stjernekaliber inden denne film, aflivede hun enhver skepsis med sin fortolkning af den unge Donna Sheridan. James, som mange kendte fra sin stille elegance i Downton Abbey og sin prinsessemagi i Cinderella (2015), viser her en helt anden side: råt, legesygt og sanseligt nærværende. Hun er ikke bare Amanda Seyfrieds fortid – hun er filmens pulserende hjerte.

Det bemærkelsesværdige ved James er, at hun ikke forsøger at efterligne Meryl Streep. Hun skaber sin egen Donna: mere sårbar, mere søgende, mere overraskende. Hendes fremstilling af en ung kvinde, der navigerer kærlighed og uafhængighed i 1970’erne, føles ægte – ikke som et pastiche-portræt, men som et rigtigt menneske, man er glad for at kende.

Amanda Seyfried og Meryl Streep – generationernes bro

Amanda Seyfried vender tilbage som Donna i nutiden – nu moder, nu mere sammensatog nu med en sorg, hun bærer stilfærdigt. Seyfried, der i Les Misérables (2012) og den undersete Mank (2020) viste sit dramatiske råstof, bruger denne film til noget mere introspektivt end den første. Hendes Donna er ikke udadvendt som James’; hun er en kvinde, der savner.

Og så er der Meryl Streep. Streep optræder ikke i filmens flashbacks – hun er fraværende det meste af filmen, men hendes tilstedeværelse spøger alligevel i hvert eneste scene. Når hun til sidst viser sig i filmens afsluttende akt, er det med den type optræden, man kun kan kalde definitiv. Ingen knitrende karisma, ingen scene-stealing tricks – bare en dyb, rolig autoritet, der minder en om, hvorfor Streep er Streep.

Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgård – de tre fædre

Det er svært at tage de tre potentielle fædre – Sam, Harry og Bill – særlig alvorligt, og det er præcis meningen. Pierce Brosnan, stadig med den irske charme intakt, Colin Firth med sin uforlignelige evne til at fremstille pinlighed som dyb menneskelig egenskab, og Stellan Skarsgård med sin skandinaviske laissez-faire-energi udgør en trio, der fungerer som filmens komiske rygrad. At man aldrig rigtig ved, hvem der er Sophies biologiske far, er selve pointen – og de tre skuespillere spiller elegant på det.

Deres yngre versioner – Jeremy Irvine, Hugh Skinner og Josh Dylan – bærer flashback-sekvensernes romantiske energi med overraskende overbevisning. Skinner som den kluntede og elskelige Young Harry er en sand fryd; han formår at gøre Firths karakter forståelig på tværs af årtier.

Læs også artiklen medvirkende i Yesterday

Christine Baranski og Julie Walters – vennerne vi alle ønsker os

Tanya og Rosie er filmens to hemmelige våben. Christine Baranski med sin uovertrufne evne til at levere en onelineer med kirurgisk præcision og Julie Walters med sin varme, ukontrollerbare komik udgør tilsammen en duo, der burde have sin egen spinoff-serie. Baranski, der er bredt kendt fra The Good Fight, og Walters, der altid vil leve i hjerterne som Mrs. Weasley, bringer et venskabs-DNA til skærmen, som mange nok genkender fra eget liv.

Cher som Ruby Sheridan – filmens store overraskelse

Man vidste det godt på forhånd. Casting-nyheden om Cher gik verden rundt måneder før premieren. Alligevel: da hun ankommer i filmens finale i et vanvittigt kostume med sit ikoniske hår og sin utrolige stemme, er det en af de sjældne øjeblikke, hvor en film faktisk opfylder sin egen hype. Chers fortolkning af “Fernando” er ikke bare en optræden – det er en erklæring. Hun er 72 år gammel og ejer fuldstændigt enhver scene, hun træder ind i.

At kaste Cher som Meryl Streeps mor er i sig selv et metakommenterende coup. Aldersforskellen er matematisk absurd, men emotionelt fungerer det overraskende godt.

Andy Garcia – elegancens ankerpunkt

Garcia som hotellets charmerende direktør Alexio Calogero er ikke filmens mest komplekse rolle, men han leverer den med en ro og tilstedeværelse, som er typisk for en skuespiller med hans erfaring. Kendes fra The Godfather Part III og Ocean’s Eleven, og han bringer den type ubekymrede professionalisme til sættet, som løfter alle scener, han deler med andre.

Instruktør Ol Parker – arkitekten bag nostalgien

Ol Parker er ikke et navn, der fylder forsiderne. Men hans arbejde bag kameraet på denne film er mere sofistikeret end det umiddelbart ser ud. Parker, der tidligere skrev manuskriptet til The Best Exotic Marigold Hotel (2011), forstår noget essentielt om at fortælle historier om menneskelig sårbarhed med et smil. Hans valg om at lade flashbacks og nutid veksle ikke bare kronologisk, men emotionelt – så de to tidslag kommenterer hinanden – er filmens mest intelligente strukturelle beslutning.

Hvad kendetegner rollebesætningen i Mamma Mia: Here We Go Again!?

Noget af det mest fascinerende ved de medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again! er, at de tilhører to vidt forskellige generationer af Hollywood – og at filmen bevidst bruger den forskel som et fortælle-instrument.

Streep, Baranski, Walters, Brosnan, Firth og Skarsgård er alle over 60 og repræsenterer en skuespilertradition forankret i teatret og den klassiske film. James, Irvine, Skinner og Dylan er allesammen under 35 og kommer fra en generation, der er vokset op med streaming og sociale medier, og som bringer en anden slags umiddelbarhed til kameraet.

At disse to grupper mødes på skærmen – og at de alle synger de samme ABBA-melodier med den samme overbevisning – siger noget dybt om musikkens universelle kraft. Der er en scene, hvor Young Sam og Young Donna danser til “Waterloo”, og en anden, hvor den ældre generation synger “Super Trouper” på en terrasse. Musikaliteten er forskellig. Energien er forskellig. Men emotionen er identisk. Det er ikke tilfældigt – det er castingbeslutninger, der er truffet med kirurgisk præcision.

Castingvalget af Cher fortjener en særlig mention. Det er ikke bare stunt-casting. Det er en beslutning, der tilføjer et ekstra metaniveau til filmens tematik om mor-datter-relationer og om, hvad vi arver fra de, der kom før os. Når Cher synger til Seyfried i filmens afslutning, er der en generationsbrofortælling i ét musikalsk øjeblik.

Læs også artiklen medvirkende i Tarzan Mama Mia

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

For den filminteresserede er en del af fornøjelsen ved medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again! at se, hvad de bringer med sig fra resten af deres karrierer.

Lily James’ filmografi er bemærkelsesværdigt varieret. Fra den stilfærdige Cinderella til den psykologisk tunge Rebecca (Netflix, 2020) og den biopic-tunge Pam & Tommy (Hulu, 2022), hvor hun portrætterede Pamela Anderson med en overvældende fysisk og emotionel transformation. James er en af sin generations mest alsidige skuespillerinder, og Here We Go Again! er et fremragende eksempel på, at hun kan bære en hel film på sine skuldre.

Amanda Seyfried er siden Mamma Mia-filmene vokset støt som dramatisk kraft. Hendes optræden i The Dropout (Hulu, 2022), hvor hun spillede Theranos-grundlægger Elizabeth Holmes, var karrieredefinierende og gav hende en Emmy-nominering. Det er svært at se forbindelsen til Donna Sheridan – og det er præcis det, der gør Seyfried interessant.

Meryl Streep behøver knapt introduktion, men det er værd at fremhæve Big Little Lies (HBO), hvor hun sluttede sig til seriens cast i anden sæson og prompte stjal ethvert øjeblik, hun fik. Don’t Look Up (Netflix, 2021) viste en satirisk side af Streep, som er sjælden og kostelig.

Colin Firth, for evigt forbundet med The King’s Speech (2010) og Mr. Darcy i Bridget Jones-filmene, leverede for nylig en af sine mest intense præstationer i The Staircase (HBO Max, 2022). Stellan Skarsgård har siden Mamma Mia haft sin måske mest mindeværdige rolle i Chernobyl (HBO, 2019), og sønnerne Alexander og Bill Skarsgård er nu begge større internationale stjerner end faderen – et sjældent dynastisk fænomen i filmverdenen.

Christine Baranski er i dag måske bedst kendt fra The Good Fight (CBS), spinoffen fra The Good Wife, hvor hun spiller en af den amerikanske tv-histories mest kompromisløst intelligente karakterer. Julie Walters er uløseligt knyttet til Harry Potter-franchisen som Molly Weasley, men hendes spændvidde rækker langt videre – fra Billy Elliot (2000) til Paddington (2014).

Og Cher? Cher er Cher. Burlesque (2010) var hendes seneste store filmrolle inden dette, og hendes tilstedeværelse i Here We Go Again! minder om, at der stadig er en håndsfuld mennesker i showbranchen, der simpelthen er større end de roller, de spiller.

Hvorfor gør netop de medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again! historien mindeværdig?

Hvad ville denne film have været uden disse specifikke mennesker? Det er ikke et retorisk spørgsmål – det er det egentlige spørgsmål, som enhver castingdirektør arbejder ud fra.

Here We Go Again! har et tyndt plot. Kritikerne er enige, publikum accepterer det og elsker filmen alligevel. Og det siger alt om, hvad de medvirkende i Mamma Mia: Here We Go Again! egentlig udfører. De bruger deres samlede karisma, erfaring og musikalitet til at gøre de narrative huller usynlige. Man glemmer at stille spørgsmål, fordi man er for optaget af at nyde øjeblikket.

Der er noget kulturhistorisk interessant på spil her. ABBA’s musik er i sig selv nostalgisk – det er musik, der for de fleste lyttere er uadskillelig fra specifikke livsmomenter. Når Meryl Streep synger “The Winner Takes It All” i den første