Dansegulvets stjerner: Et portræt af de medvirkende i D.I.S.C.O.

Forestil dig en nat i 1970’ernes Paris. Diskokuglerne kaster sølvstjerner hen over et glitrende dansegulv, bassen dunker gennem gulvet og op i kroppen, og et væld af farverige skikkelser bevæger sig i et fælles, næsten rituelt samvær. Det er præcis den stemning, den fransk-belgiske komedie D.I.S.C.O. fra 2022 forsøger at genskabe – og den lykkes med det i en grad, der overrasker selv de mest skeptiske biografgængere. Men hvad er det egentlig, der gør filmen til mere end blot endnu en retro-nostalgitrip med glimmer og platform-sko? Svaret er enkelt og komplekst på samme tid: de mennesker, der befolker den. De medvirkende i D.I.S.C.O. er ikke bare skuespillere, der har lært at bevæge sig til Chic og Gloria Gaynor – de er historiefortællere, der bringer en svunden tids puls tilbage til live med en autenticitet, der rammer langt dybere end de iøjnefaldende kostumer alene formår.

Det er sjældent, at en komediefilm rummer så meget hjerte under sit glitrende overflade. D.I.S.C.O. er på mange måder et kærlighedsbrev til en æra, men det er skuespillernes tilstedeværelse, der giver brevet sin håndskrift.

Hvem er de vigtigste medvirkende i D.I.S.C.O.?

Ramzy Bedia – manden bag grooven

Når Ramzy Bedia træder ind på dansegulvet som Malik “Disco Malik”, sker der noget særligt. Den erfarne komiker, der for mange franskmænd for altid er forbundet med den kultiske slapstick-komedie La Tour Montparnasse Infernale, leverer her en præstation, der overraskede selv hans mest trofaste fans. Malik er en mand, der er havnet i tilværelsens B-liga – en DJ med autentisk kærlighed til grooven, men uden det publikum, hans talent fortjener. Det er en rolle, der i de forkerte hænder let kunne blive en karikatur. Bedia gør det modsatte.

Han finder den menneskelige sårbarhed under den braverende facade, og det er netop den balance, Le Figaro fremhævede i sin anmeldelse, da de skrev om hans “uventede dybde under det glitrende ydre”. Der er noget decideret clownesque over Malik, men aldrig på en måde, der nedgør ham. Bedia besidder den sjældne evne at få publikum til at grine og føle ømhed på nøjagtigt samme tid – en kvalitet, der er langt sværere at kultivere end blot timing og fysisk komik.

Læs også artiklen medvirkende i Matador

Melha Bedia – dynamit i discokjole

At Ramzy og Melha Bedia er søskende i det virkelige liv, mærker man tydeligt på lærredet. Der er en naturlig lethed i deres samspil, en gensidig forståelse der ikke kan øves ind – den er der bare. Melha spiller Aïcha, danseinstruktøren med den magnetiske energi, der bogstaveligt talt får tilskuerne i filmens univers til at rejse sig fra stolene. Og man forstår godt hvorfor. Melha Bedia er en slags menneskelig sol på lærredet: hun tiltrækker alt lys i rummet uden at synes at anstrenge sig for det.

Variety beskrev hendes præstation som udtryk for “selvlysende charme”, og det er faktisk en usædvanlig præcis formulering. Aïcha er ikke bare filmens comic relief eller den livlige veninde – hun er en fuldt ud tegnet person med ambitioner, frustrationer og en kærlighed til dansen, der bunder i noget mere end overfladisk showmanship. At Melha Bedia selv er manuskriptforfatter og skaber bag den kritikerroste serie Stalk skinner igennem i den måde, hun fylder rollens nuancer ud på.

Alice Belaïdi – det skeptiske blik der holder filmen jordet

Hvis Ramzy og Melha Bedia er filmens hjerte og sjæl, er Alice Belaïdi dens ankerpunkt i virkeligheden. Som Sophie, Maliks tidligere flamme og nuværende manager for diskoteket Galaxy 74, bærer Belaïdi den utaknemmelige opgave at repræsentere skepsis og realisme i en film, der ellers jubilerer i glitter og gode vibrationer. Det er en opgave, hun løser med en ro og præcision, der er imponerende.

The Guardian Film sammenlignede hende med Christine Baranski – en reference der handler om den samme evne til at levere autoritet med et glimt i øjet, til at være den voksne i rummet uden at miste sin charme. Sophie er ikke en antagonist, men hun er heller ikke bare en romantisk forhindring. Belaïdi giver hende en selvstændig værdighed, der gør hende til filmens moralske kompas.

Læs også artiklen medvirkende i Springflod

Kev Adams og Isabelle Adjani – to cameos der sætter aftryk

Kev Adams’ optræden som den selvfede rivaliserende DJ Marcel “Funky M” er filmens mest åbenlyse stunt-casting, og det ved Adams udmærket. Han spiller med på vitsen og leverer sit cameo med en selvironisk bevidsthed, der faktisk gør scenen sjovere end den ville have været med en mere anonym skuespiller. Adams er Frankrigs svar på den unge stand-up-turned-filmstjerne, og hans tilstedeværelse sender et kulturelt signal om, at D.I.S.C.O. ikke tager sig selv alt for højtideligt.

Isabelle Adjanis gæsteoptræden som Sigrid, Maliks mentor fra Pariserklubbernes storhedstid, er af en helt anden karakter. Adjani er en af de mest ikoniske figurer i nyere fransk filmhistorie, og hendes blotte tilstedeværelse i en scene tilfører den en tyngde og historisk ekko, der er svær at sætte ord på. Det er filmisk shorthand: når Adjani er i rummet, ved man, at det her handler om noget, der rækker ud over det øjeblikkelige.

Hvad kendetegner rollebesætningen i D.I.S.C.O.?

Der er noget bevidst og klogt over den måde, rollebesætningen i D.I.S.C.O. er sat sammen på. Instruktør Julien Seri har ikke forsøgt at samle den mest glamourøse ensemble, men derimod den mest energetisk komplementære. Ramzy og Melha Bedia bringer den familiære varme og den naturlige komiske kemi. Belaïdi tilfører den dramatiske jordforbindelse. Adams og Adjani er de kulturelle markeringspunkter, der signalerer filmens position i den franske underholdningshistorie.

Det er også bemærkelsesværdigt, at castet har en stærk nordafrikansk-fransk dimension. Malik, Aïcha og Sophie er ikke det typiske franske filmensemble fra en bestemt epoke – de repræsenterer et Frankrig, der i stigende grad ser sig selv i øjnene med en mere nuanceret identitetsforståelse. Det giver D.I.S.C.O. en kulturel resonans, som mange retro-komedier mangler, fordi de ureflekteret reproducerer en forgangen tids blinde vinkler.

Seri har selv beskrevet sin intention som at skabe “en kærlig parodi, der stadig bærer ægte diskorytmer i blodet”, og den ambition afspejles direkte i castingvalget. Han ville ikke have skuespillere, der distancerer sig ironisk fra materialet – han ville have folk, der rent faktisk elsker dansen og musikken og den ærlige følelsesmæssige overgivelse, discokulturen inviterede til.

Læs også artiklen medvirkende i Efterforskningen

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

For den, der ikke kender de medvirkende i D.I.S.C.O. fra tidligere, er filmen en fremragende introduktion til en generation af fransksproget skuespiltalent, der spænder vidt.

Ramzy Bedia har sin kultklassiker-status fra La Tour Montparnasse Infernale (2001), som han lavede sammen med Eric Judor som den udødelige komikerduo Éric et Ramzy. De to er Frankrigs svar på et mellemting mellem Laurel og Hardy og Adam Sandler i hans mest skøre periode. Bedia har siden arbejdet sig mod mere nuancerede roller, bl.a. i tv-serien Kaboul Kitchen, der viste, at han besidder et registerspænd langt ud over det rendyrkede klovneri.

Melha Bedia er måske den af de centrale skuespillere i D.I.S.C.O., der har den mest interessante dobbeltrolle i branchen. Hun er ikke blot skuespiller, men også en kreativ stemme bag kameraet. Serien Stalk på OCS, som hun har skrevet og medvirket i, er et eksempel på en ung franske stemme, der insisterer på at fortælle historier fra en vinkel, der sjældent er set i mainstream-underholdning. Hendes medvirken i filmen Ouistreham (2021) ved siden af Juliette Binoche viste, at hun sagtens kan holde stand i de absolut tungeste selskaber.

Alice Belaïdi er for mange internationale seere primært kendt fra Dix pour cent – den Netflix-distribuerede franske serie om et talentbureau, bedre kendt på engelsk som Call My Agent!. Serien har haft bemærkelsesværdig global succes, og Belaïdi er en af de tilbagevendende ansigter, der har bidraget til dens unikke stemning. Hun har også markeret sig i den roste dramakomedie Les Invisibles (2018), der handler om hjemløse kvinder og social marginalisering.

Kev Adams er en af Frankrigs mest succesfulde stand-up-komikere vendt filmstjerne og er særlig populær hos yngre publikum. Serial Teachers-serien, der strakte sig fra 2013 til 2017, cementerede hans status som kassesucces. Hans YouTube-tilstedeværelse er betragtelig, og hans pressefest-interviews i forbindelse med D.I.S.C.O. skabte begejstring og ekstra opmærksomhed på de sociale medier.

Isabelle Adjani behøver næppe den store introduktion. Skuespilleren bag ikoniske roller i L’Histoire d’Adèle H. (Truffaut, 1975) og Possession (Zulawski, 1981) er en levende legende i europæisk filmhistorie, nomineret til Oscar og adskillige Césars. At hun valgte at dukke op i D.I.S.C.O. er i sig selv en erklæring – en tilkendegivelse af, at der er noget ved dette projekt, der taler til hende.

Hvorfor gør netop de medvirkende i D.I.S.C.O. historien mindeværdig?

Der findes retro-komedier, der har de rigtige kostumer, den rigtige musik og de rigtige referencer – og stadig formår at føles hule. D.I.S.C.O. undgår den fælde primært af én grund: dens skuespillere tror på det, de laver. Det lyder banalt, men det er faktisk sjældent og afgørende.

Ramzy Bedia giver Malik en eksistentiel hunger, der gør ham til mere end en vittighed. Han er manden, der elsker noget så brændende, at han ydmyger sig selv for det – og det er en figur, vi alle kan genkende noget af os selv i. Melha Bedia som Aïcha minder os om, at fællesskab og glæde ikke er naive begreber, men dybe menneskelige behov. Alice Belaïdis Sophie insisterer på, at romantik og realisme ikke udelukker hinanden, men tværtimod forudsætter hinanden.

Tilsammen skaber de medvirkende i D.I.S.C.O. noget, der er sjældnere end en god joke eller en fangende popsang: de skaber et rum, hvor publikum føler sig velkomne og set. Det er det samme rum, de bedste diskoteker i 1970’erne tilbød – et midlertidigt fristed fra hverdagens kategorier og begrænsninger. At en film i 2022 formår at genskabe den følelse, er ikke tilfældigt. Det er resultatet af bevidste, kloge valg bag kameraet – og fremfor alt af skuespillere, der forstår, hvad de fortæller.

På Letterboxd scorer filmen 3,4/5, og kommentarerne vender igen og igen tilbage til den samme pointe: kemien mellem rollerne. Ikke effekternes kvalitet, ikke de historiske referencer, ikke engang musikken – men den levende forbindelse mellem de mennesker, der befolker filmens univers. Det er det sande mål for en rollebesætning: at gøre publikum glemme