Nattevagternes Hollywood: De medvirkende i Night Patrol og kunsten at gøre kaos til komedie

Der er noget næsten magisk ved Hollywood Boulevard om natten. Neonskiltene blødgør kanterne, byen lugter af asfalt og popcorn, og et sted derude patruljerer to betjente, der tilsammen er en katastrofe og et vidunder på én gang. Det er præcis den stemning, Jackie Kong forsøgte at indfange, da hun i foråret 1983 satte kamera op langs DTLA’s gader og begyndte optagelserne til Night Patrol. Filmen blev aldrig en blockbuster. Den vandt ingen Oscars. Men de medvirkende i Night Patrol formåede noget langt sværere end at lave en god film – de lavede en film, man husker.

Og det er ikke en selvfølge. 1984 var et konkurrencepræget år for komedier. Beverly Hills Cop tog pengene. Ghostbusters tog æren. Night Patrol tog VHS-markedet og hjerterne hos dem, der vidste, at den sjoveste fest sjældent er den dyreste.

Læs også artiklen medvirkende i Miami Vice

Hvem er de vigtigste medvirkende i Night Patrol?

Linda Blair: Mere end et dæmonisk ansigt

Spørg en tilfældig filmfan om Linda Blair, og de vil sandsynligvis citere The Exorcist. Det er forståeligt. Hendes præstation som den dæmonbesatte Regan MacNeil i William Friedkins 1973-klassiker var så definerende, at den nærmest blev en forbandelse – i ordets mest bogstavelige forstand. Blair tilbragte store dele af 70’erne med at forsøge at ryste det image af sig, og selvom Hell Night fra 1981 viste, at hun sagtens kunne bære en gyserfilm på sine skuldre, var det først med Night Patrol, at hun fik lov til noget andet: at være morsom.

Som Officer Lilah “Lil” Thompson er Blair filmens hjerte og motor. Hun spiller en betjent, der er ildfuld, kompetent og alligevel konstant involveret i situationer, der glider ud af kontrol – ikke fordi hun er dum, men fordi verden omkring hende simpelthen er for absurd. Det er en nuanceret komisk præstation, der kræver, at man tror på karakteren, selv når handlingen er åbenlyst tåbelig. Blair leverer det med en naturlighed, der vidner om en skuespiller, der endelig har fundet et rum, hun kan udfylde på egne præmisser.

Roger Ebert, der ellers fandt filmen “uensartet”, roste Blair eksplicit for det engagement, hun bragte med sig. Og Letterboxd-anmeldelser fra de seneste år – skrevet af folk, der opdagede filmen via streaming og retro-kanalerne – fremhæver igen og igen det samme: Blair er troværdig, selv når alt andet er karikaturen af sig selv.

Pat Paulsen: Komikkens lakmusprøve

Hvis Blair er filmens hjerte, er Pat Paulsen dens hvide flag. Detektiv Chalky White er afslappet til grænsen af det klinisk deprimerede, cynisk som en gammel byreporter og udstyret med en deadpan-levering, der gør selv de mest opgivende replikker til små øjeblikke af lykke.

Paulsen var i forvejen en institution i amerikansk satirekultur. Han havde siden slutningen af 1960’erne kørt en serie af mock-præsidentkampagner, der var så præcist kalibrerede i deres absurde logik, at mange amerikanere ikke var helt sikre på, om han mente det seriøst. Det er den samme energi, han trækker ind i Night Patrol – den mand, der med et enkelt blik kommunikerer, at han har set det hele og er holdt op med at blive overrasket. Variety beskrev hans bidrag som “understated til det geni-agtige”, og det er ikke overdrevet. Hans kemi med Blair bygger på kontrast: hvor hun handler, observerer han. Hvor hun fortvivler, nikker han accepterende.

Det er et klassisk buddy-cop-makkerskab, men med en skæv vinkel. Og det er præcis den skæve vinkel, der gør det interessant.

Læs også artiklen medvirkende i Distrikt Hill Street

Hvad kendetegner rollebesætningen i Night Patrol?

En af de ting, der adskiller dette cast fra andre 80’er-komedier, er, at det består af mennesker med rødder i vidt forskellige traditioner. Jackie Kong samlede ikke bare skuespillere – hun samlede arketyper og satte dem i en gryde sammen.

Ruth Buzzi som Warden Opal Weathers er et perfekt eksempel. Buzzi var en af de store navne fra Rowan & Martin’s Laugh-In, det sketchy-format der i slutningen af 1960’erne redefinerede, hvad tv-komedie kunne være. Hun bragte en autoritet og præcision med sig, der stod i skærende kontrast til Blairs og Paulsens frihjulsenergi. Hendes stramme, næsten militære Weathers er filmens bedste komiske anker – den karakter, der ved at tage sig selv dødende alvorligt, gør det muligt for alle andre at være fuldstændig latterlige.

Robert Carradine som radioværten “Screamin’ J.” trækker på sin status som en af de mere underspillede talenter i Carradine-familien. Hans selvglade nattevært, der kommenterer politijagterne med en blanding af hysteri og medieprofessionel iskolde distance, er en lille sidekommentar til 1980’ernes begyndende mediekultur – idéen om, at selv kaos er underholdning, bare det pakkes ind rigtigt.

Kelly Jo Minter som den unge narkoinformatør bringer noget andet ind i filmen – en anelse af virkelighed, en karakter, der ikke er tegneserie, men menneske. Det er et interessant castingvalg i en film, der ellers bevæger sig frisk hen over grænsen til det absurde, og det vidner om, at Kong ikke blot ville lave grin, men også ville have noget at sige.

Samlet set er castet en lektion i, hvordan man bygger en komedie: du har brug for nogen, der bærer filmen (Blair), nogen, der balancerer den (Paulsen), nogen, der forankrer den (Buzzi), og nogen, der peger ud over den (Minter og Carradine). Rollebesætningen i Night Patrol er ikke tilfældig – den er arkitektur.

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

Det er næsten et spørgsmål om filmhistorisk arv at spore, hvad de medvirkende i Night Patrol havde gjort før – og hvad de gjorde bagefter.

Linda Blair er i dag mest fascinerende som en skuespiller, der navigerede et karrieresystem designet til at fastlåse hende. Efter The Exorcist og den Oscar-nominering, der fulgte, var hun fange i horrorgrebene. Hell Night, Savage Streets, Chained Heat – alle film, der brugte hendes navn som garanti for et bestemt produkt. Night Patrol var et brud med den logik, og selvom det ikke ændrede industriens syn på hende fundamentalt, viste hun sig selv og sit publikum, at hun kunne mere. Siden har hun optrådt i alt fra Charmed til dokumentarer om dyrevelfærd, et felt hun engagerer sig stærkt i privat.

Pat Paulsen forblev den evige satiriker. Hans præsidentkampagner fortsatte helt ind i 1990’erne, og hans tilstedeværelse i The Smothers Brothers Comedy Hour fra slutningen af 1960’erne er stadig pensum for enhver, der interesserer sig for amerikansk satiretradition. Han døde i 1997 og efterlod sig et komisk forfatterskab, der er mere relevant end nogensinde i en tid, hvor skellet mellem satire og virkelighed er nærmest usynligt.

Ruth Buzzi’s karriere er et studie i standhaftighed. Fra Laugh-In til gæsteoptrædener i utallige serier og film – hun er en af de skuespillere, der aldrig rigtig forsvinder, fordi hun aldrig mister sin præcision. Hendes komiske timing er ikke noget, man lærer på et par år; det er noget, man destillerer over årtier.

Robert Carradine er siden dukket op i serier som Snowfall og Life in Pieces, og beviser med hver optræden, at han er bedst, når han får lov til at være subtil – noget Night Patrol desværre ikke altid gav ham plads til, men som glimt dukkede igennem.

Læs også artiklen medvirkende i Chicago PD

Hvorfor gør netop de medvirkende i Night Patrol historien mindeværdig?

Der er buddy-cop-film, der er bedre lavet end Night Patrol. Der er komedier fra 1984, der er sjovere, skarpere og mere velspolerede. Men der er noget ved præcis dette cast, der gør filmen svær at glemme.

Det handler om autenticitet i kaosset. Når Linda Blair løber ned ad Hollywood Boulevard i politiuniform og entydigt ikke har situationen under kontrol, tror man på hende – ikke fordi scenen er realistisk, men fordi hun er til stede i den på en måde, der er større end komediens krav. Når Pat Paulsen sukker og fortsætter, er det ikke bare en gimmick; det er en hel livsfilosofi leveret med perfekt komisk timing.

Jackie Kong forstod noget, som mange instruktører af den genre glemmer: publikum griner ikke blot af situationer, de griner af mennesker. Og hun satte de rigtige mennesker i de rigtige situationer.

Night Patrol var også – og det er vigtigt i en kulturhistorisk sammenhæng – en af de ganske få genrefilm fra perioden med en kvindelig hovedrolle, der ikke var offer, love interest eller sidekick. Blair’s Officer Thompson er filmens drivkraft. Det er hendes valg, hendes fejl og hendes sejre, der bærer handlingen. I 1984 var det ikke normen. Det er måske grunden til, at filmen har overlevet i kultbevidstheden, mens mange af dens mere “seriøse” samtidige er glemt.

En film, der er mere end summen af sine dele

De medvirkende i Night Patrol er ikke en samling stjerner – de er en samling stemmer, der tilsammen skaber noget, ingen af dem kunne have skabt alene. Linda Blair lægger sjæl i filmen. Pat Paulsen lægger ironi. Ruth Buzzi lægger autoritet. Robert Carradine og Kelly Jo Minter lægger tekstur og dybde til et univers, der ellers nemt kunne kollapse i sin egen lethed.

Det er ikke en perfekt film. Men de bedste kultfilm er sjældent perfekte. De er ægte – og Night Patrol er ægte i sin affektering, ærlig i sin uærlighed og vedvarende fascinerende, fordi de mennesker, der befolker den, aldrig holder op med at være interessante. Det er i sig selv en præstation, der fortjener mere end gennemsnit på Rotten Tomatoes. Det fortjener at blive husket.

Ofte stillede spørgsmål om medvirkende i Night Patrol

Hvem spiller hovedrollen i Night Patrol?

Linda Blair spiller Officer Lilah “Lil” Thompson, filmens kvindelige hovedrolle. Pat Paulsen spiller hendes partner, Detektiv Chalky White.

Hvem instruerede Night Patrol?

Night Patrol er instrueret af Jackie Kong, en af de få kvindelige instruktører i 1980’ernes actionkomedieunivers.

Hvad er Linda Blair mest kendt for ud over Night Patrol?

Linda Blair er internationalt mest kendt for sin rolle som den dæmonbesatte Regan MacNeil i The Exorcist fra 1973, for hvilken hun modtog en Oscar-nominering som bedste kvindelige birolle.

Hvad kendetegner Pat Paulsens komiske stil i filmen?

Paulsen spillede med sin karakteristiske deadpan-stil – en tilbageholdt, lakonisk komik, der stod i frugtbar kontrast til Blair’s mere ekspressive spil.

Er der andre kendte navne i rollebesætningen?

Ja. Ruth Buzzi, legendarisk fra Rowan & Martin’s Laugh-In, spiller Warden Opal Weathers, og Robert Carradine optræder som radioværten “Screamin’ J.”