De legendariske medvirkende i Seinfeld – hvordan fire mennesker forandrede tv-komediens DNA

Forestil dig dette: Det er torsdagsaften i 1993. Millioner af amerikanere sidder klistret til deres tv-skærme, ikke for at følge en hjerte-skærende drama eller action-fyldt thriller, men for at se fire neurotiske New Yorkere diskutere, om man skal spise en muffin fra bunden og op. Det lyder absurd – og det ER absurd. Men netop det er magien ved de medvirkende i Seinfeld.

Hvad er det, der gør disse karakterer så uimodståeligt fascinerende? Hvorfor kan vi stadig citere deres replikker 25 år efter seriens finale? Svaret ligger ikke bare i manuskripterne eller instruktørernes vision – det ligger i den helt særlige kemi mellem fire skuespillere, der formåede at omdanne hverdagens banaliteter til comedy-guld.

Læs også artiklen medvirkende i 2 Broke Girls

Hvem er de vigtigste medvirkende i Seinfeld?

La’ os tage turen ind i Monk’s Café og møde det kvartettekstband, der redefinerede sitcom-genren.

Jerry Seinfeld er naturligvis hjørnestenenen – manden, der spillede en fiktiv version af sig selv med en præcision, der var både skræmmende og brilliant. Men her er det fascinerende: Jerry var faktisk ikke den teknisk bedste skuespiller i ensemblet. Han var bare Jerry – autentisk, neurotisk og med en timing så skarp, at den kunne skære diamanter. Som instruktørerne hurtigt lærte, var det ikke Jerrys job at være den største stjerne. Det var hans job at være det satiriske øje i orkanen.

Jason Alexander som George Costanza leverede måske tv-historiens mest ægte portræt af mandlig despertion. Alexander, der oprindeligt var Broadway-skuespiller med en imponerende klassisk baggrund, kastede al sin teatererfaring ind i rollen som den krympede, løgnagtige George. Hver gang han råber “SERENITY NOW!” eller forklarer endnu en af sine hjernesyge get-rich-quick schemes, ser vi en skuespiller, der har kastet enhver form for værdighed ud af vinduet – og det er præcis derfor det fungerer.

Julia Louis-Dreyfus som Elaine Benes? Hun var revolutionær uden selv at vide det. I en tid hvor kvindelige sitcom-karakterer ofte var kæreste-materiale eller ‘straight man’ til de mandlige komikere, skabte Louis-Dreyfus en kvinde, der var lige så neurotisk, selvcentreret og moralsk tvetydigt som sine mandlige modspillere. Hendes fysiske komedie – især den legendariske dans – var så ægte akavet, at det blev ikonisk.

Michael Richards som Kramer var ren performance-kunst. Hver gang han fór ind gennem Jerrys dør som en tornado af langt hår og gale idéer, så vi en skuespiller, der var totalt forpligtet til galskaben. Richards’ bagggrund i improvisationsshow skinner igennem i hver eneste Kramer-entre, hver kaffe-spilden, hver umulige idé om at starte en business med fat free yogurt.

Læs også artiklen medvirkende i Brooklyn Nine-Nine

Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Seinfeld?

Her kommer det interessante: De medvirkende i Seinfeld var ikke venner. Ikke i virkeligheden, og ikke på skærmen. Det var præcis hemmeligheden.

De fleste sitcoms bygger på kærlighed – familiekærlighed, romantisk kærlighed, eller i det mindste den varme venskabsfølelse, vi ser i shows som “Friends.” Seinfeld var anderledes. Disse fire mennesker hang sammen af vane, bekvemmelighed og en fælles fascination af hinandens fejl. De var som kræftgliobleder, der nærer sig af hinandens neuroses.

Casting-instruktørerne fandt ikke fire venner – de fandt fire komplementære dysfunktioner. Jerry: den observerende narcissist. George: den paniske løgner. Elaine: den intellektuelle manipulator. Kramer: det kaotiske barn. Sammen skabte de et økosystem af komik, hvor ingen var helten, og alles dårlige beslutninger blev til grin.

Det er også værd at nævne birollerne, der blev lige så ikoniske. Wayne Knight som Newman forvandlede rollen som “den irriterende nabo” til en Shakespeare-agtig skurk. Barney Martin og Liz Sheridan som Jerrys forældre bragdte en generationskonflikt til live med kirurgisk præcision. Hver enkelt af disse skuespillere forstod, at i Seinfelds univers skulle ingen være sympatiske – de skulle bare være menneske.

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

Livet efter Seinfeld har været en fascinerende rejse for alle de medvirkende i Seinfeld. Julia Louis-Dreyfus beviste, at hun ikke var en one-trick pony med sine Emmy-vindende roller i “The New Adventures of Old Christine” og især “Veep,” hvor hun igen spillede en selvcentreret, men denne gang politisk magtfuld karakter. Hendes instruktører på “Veep” har ofte nævnt, hvordan Seinfeld-erfaringen lærte hende at finde komikken i karakterens værste egenskaber.

Jason Alexander vendte tilbage til sine Broadway-rødder, men også tacklet film som “Pretty Woman,” hvor han spillede den slimede advokat – en rolle, der på mange måder var George Costanza i habelmagt. Michael Richards trak sig tilbage efter kontroverserne, men hans sjældne optrædener i “Curb Your Enthusiasm” minder os om, hvor brillant hans fysiske komedie var.

Jerry selv? Han bevægede sig elegant fra skuespiller tilbage til sin første kærlighed: stand-up comedy og bilsamling. “Comedians in Cars Getting Coffee” blev hans næste hit, hvor instruktørerne lod ham være det, han altid var bedst til – at stille de skarpe, observerende spørgsmål.

Læs også artiklen medvirkende i The Simpsons

Seinfeld Trailer

Hvorfor gør netop disse medvirkende Seinfeld uforglemmelig?

Her er sandheden: De medvirkende i Seinfeld fungerede, fordi de ikke forsøgte at være elskværdige.

I de fleste sitcoms vil instruktørerne og skuespillerne sammen skabe karakterer, som publikum kan lide – og måske endda vil ligne. Men Seinfeld-holdet fik det modsatte til at fungere. De skabte karakterer, som var forfærdelige mennesker, men som var så ærlige i deres forfærdelighed, at vi ikke kunne lade være med at genkende os selv i dem.

Hvor mange gange har du ikke stået i George’s sko – fanget i en lille løgn, der vokser sig større og større? Hvor tit har du følt dig som Jerry, der kritiserer andre for det samme, du selv gør? Eller som Elaine, der tror, hun er klogere end alle andre, mens hun laver de samme dumme fejl?

Det er derfor de medvirkende i Seinfeld stadig er relevante. Ikke fordi de var perfekte skuespillere (selvom de var fantastiske), men fordi de turde være uperfekte mennesker på skærmen. Instruktørerne Larry David og Jerry Seinfeld skabte et miljø, hvor ærlighed var vigtigere end sympati.

---

I sidste ende handlede Seinfeld aldrig om fire venner i New York. Det handlede om fire spejle, der reflekterede de dele af os selv, vi helst ikke ville indrømme eksisterede. De medvirkende i Seinfeld blev ikke husket for deres heltegerninger eller store emotionelle øjeblikke. De blev husket for at vise os, at det er okay at være fejlbehæftet – så længe du kan grine af det.

Det er måske den største gave, disse skuespillere gav os: Tilladelsen til at være menneskelige.