De magiske ansigter bag et mesterværk: Medvirkende i Fanny og Alexander

Forestil dig at træde ind i et teater, hvor scenen ikke blot er rammen om en forestilling, men selve livet. Her, i Ingmar Bergmans sidste store filmiske symfoni, møder vi et ensemble så fængslende, at deres ansigter brænder sig fast på nethinden længe efter rulleteksterne. Medvirkende i Fanny og Alexander er ikke bare skuespillere – de er budbringere fra en tabt tid, hver især bærende på hemmeligheder, der forvandler en svensk familiekrønike til ren magi.

Men hvad er det ved netop disse ansigter, der gør Bergmans farvel til filmen så uforglemmelig? Måske ligger svaret i måden, de hver især formår at balancere mellem det jordnære og det overnaturlige, mellem barnets nysgerrighed og den voksnes melankoli.

Hvem er de vigtigste medvirkende i Fanny og Alexander?

I centrum af det hele står to børn, hvis navne blev synonyme med uskyldens møde med verdens kompleksitet. Pernilla Allwin som Fanny og Bertil Guve som Alexander bliver vores øjne ind i en verden, hvor teatrets kulisser smelter sammen med familiens hemmeligheder.

Allwin, dengang kun ti år gammel, bragte en naturlighed til rollen, der gjorde kritikere målløse. Hun spillede ikke Fanny – hun var Fanny, med al den spontanitet og det instinktive nærvær, som kun børn mestrer. Hendes øjne fangede lyset på en måde, der mindede om de gamle stumfilmsstjerner, samtidig med at hun forblev fuldstændig moderne og troværdig.

Bertil Guve derimod blev filmens egentlige fortæller. Som Alexander bar han historiens tyngde med en intensitet, der var slående for en så ung skuespiller. Hans blik kunne skifte fra drømmeagtig undren til dyb bekymring på sekunder – en evne, der gjorde ham til den perfekte fortolker af Bergmans egen barndom.

Men medvirkende i Fanny og Alexander strækker sig langt ud over de to hovedpersoner. Ewa Fröling som moderen Emilie blev kritikernes kæledægge. Under hendes sarte ydre gemte sig en jernvilje, der kom til udtryk i scenerne med den frygtindgydende biskop. Fröling forstod at spille sorg uden sentimentalitet, styrke uden klichéer.

Læs også artiklen medvirkende i Interstellar

Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Fanny og Alexander?

Bergman havde en særlig evne til at sammensætte sit cast som et orkester. Hver stemme – fra Allan Edwalls isnende biskop til Gunnel Lindbloms varme tante Helena – fik plads til at skinne, samtidig med at helheden aldrig gik i opløsning.

Edwall leverede måske karrierens mest chokerende præstation. Kendt for sine venlige roller blev han her til ren ondskab – men ondskab med et menneskelig ansigt, hvilket gjorde ham endnu mere skræmmende. Hans biskop Vergérus var ikke en tegneserieskurk, men en mand så fast forankret i sin tro, at han blev blind for sin egen grusomhed.

Jan Malmsjö som teaterdirektør Oscar bragte derimod varme og humor ind i familiens verden. Hans død tidligt i filmen blev et vendepunkt, ikke kun for historien, men for hele den stemning, der havde omgivet de medvirkende i Fanny og Alexander. Malmsjö spillede en mand, der elskede livet så intenst, at hans fravær efterlod et tomrum, der kunne mærkes i hver eneste scene derefter.

Og så var der Sven Nykvist – ikke en skuespiller, men fotografen, hvis linse forvandlede hver scene til et maleri. Hans samarbejde med instruktør Bergman havde på dette tidspunkt udviklet sig til ren telepati. Nykvist forstod ikke blot at belyse ansigterne, men at fange sjælene bag dem.

Læs også artiklen medvirkende i Titanic

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

Mange af medvirkende i Fanny og Alexander havde lange karrierer, både før og efter deres arbejde med Bergman. Allan Edwall blev senere elskelig farfigur i “Mitt liv som hund” – en rolle så langt fra biskop Vergérus, at man næppe kunne genkende ham. Denne transformation illustrerer perfekt den dybde, svenske skuespillere fra denne generation besad.

Ewa Fröling fortsatte med at arbejde både i film og teater, herunder i Bille Augusts Oscar-vindende “Pelle Erobreren”. Men mange vil altid først og fremmest huske hende som den modige mor, der kæmpede for sine børns frihed.

Gunnel Lindblom havde allerede etableret sig som en af Bergmans muser gennem film som “Jungfrukällan” og “Viskningar och rop”. I Fanny og Alexander fik hun lov at vise sin komiske side som den eksentriske tante Helena – en rolle, der beviste hendes alsidighed som skuespiller.

For de to børneskuespillere blev Fanny og Alexander både en begyndelse og en afslutning. Pernilla Allwin valgte senere et mere privat liv, mens Bertil Guve fortsatte med sporadiske skuespilprojekter, inden han fandt sin passion bag kameraet som fotograf.

Fanny og Alexander Trailer

Hvorfor gør netop disse medvirkende Fanny og Alexander uforglemmelig?

Der er noget unikt ved måden, medvirkende i Fanny og Alexander arbejder sammen – som et kammerspilsensemble, hvor hver lille gestus, hvert øjekast får betydning. Bergman havde på dette tidspunkt i sin karriere udviklet et så indgående kendskab til sine skuespillere, at han kunne skrive roller, der passede dem som skræddersyede dragter.

Tag Harriet Andersson som den mystiske barnepige Märta. Andersson havde været en af Bergmans første muser tilbage i 1950’erne, og her, tre årtier senere, bragte hun al sin erfaring med i en lille, men uforglemmelig rolle. Hun spillede forbindelsen mellem det naturlige og det overnaturlige med en selvfølgelighed, der kun kommer med års samarbejde mellem instruktør og skuespiller.

Eller Erland Josephson, hvis korte, men intense optræden som Isak bragte en filosofisk dybde til filmens senere del. Josephson havde været Bergmans åndelige sparringspartner i årevis, og deres fælles forståelse af livets store spørgsmål skinnede igennem i hver scene.

Det er denne sammensætning af erfaring og friskhed, af etablerede stjerner og nye talenter, der gør medvirkende i Fanny og Alexander så fascinerende. Bergman forstod at bruge hver skuespillers styrker og historie til at skabe et portræt af ikke blot én familie, men af selve den menneskelige tilstand.

Læs også artiklen medvirkende i Dunkirk

En arv af ansigter og følelser

Når man ser tilbage på medvirkende i Fanny og Alexander mere end fire årtier senere, slår det en, hvor tidløst deres præstationer fremstår. Det skyldes ikke kun Bergmans instruktion eller Nykvists fotografi – det skyldes, at disse skuespillere forstod at spille sandhed frem for effekt.

I en tid, hvor film ofte føles fabriksfremstillede, står Fanny og Alexander som et monument over, hvad der sker, når en instruktør samler de helt rigtige mennesker omkring sig. Medvirkende i Fanny og Alexander blev ikke blot til en rolleliste – de blev til et fællesskab, en familie, hvis kærlighed til deres fag skinner igennem i hver eneste scene.

Deres arv lever videre, ikke kun i den film, de skabte sammen, men i den måde, de mindede os om, at bag hvert ansigt på lærredet gemmer sig et helt univers af historier, drømme og hemmeligheder. Det er dér, filmens virkelige magi bor – i mødet mellem mennesker, der for en kort stund bliver til noget større end sig selv.