Medvirkende i Ghosts
Spøgelserne på Button House: Et portræt af de medvirkende i Ghosts
Der er noget næsten filosofisk over premissen i den britiske komedieserie Ghosts. Forestil dig et forfaldent herregårdsanlæg et sted i Bedfordshire, hvor århundreders lag af menneskelig tilstedeværelse bogstaveligt talt sidder i væggene – og i stuen, og på trappen, og ude i haven. En victoriansk digter med knust hjerte. En 1980’er-scoutleder med en pil i nakken. En georgisk aristokrat med drik og sarkasme som eneste overlevelsesmekanisme. Og midt i det hele: et ungt nutidigt par, der bare gerne vil åbne et bed and breakfast.
Hvad der gør Ghosts til mere end blot en sjov idé på papir, er præcis det, som enhver god fortælling i sidste ende afhænger af: menneskene bag karaktererne. De medvirkende i Ghosts udgør et ensemble, der ikke blot spiller roller – de bebor dem med en præcision og varme, der gør, at man som seer begynder at sørge over folk, der er døde for tre hundrede år siden. Det er ingen lille bedrift.
I en britisk tv-tradition, der hylder ensemblespil fra Fawlty Towers til The Office, finder Ghosts sin helt egen plads – og den plads er skabt af en rollebesætning, hvis kollektive komiske instinkter grænser til det kirurgiske.
Læs også artiklen medvirkende i Supernatural
Hvem er de vigtigste medvirkende i Ghosts?
Charlotte Ritchie og Kiell Smith-Bynoe: Jordens tyngdekraft
Enhver god spøgelseshistorie har brug for et ankerpunkt i nutidens virkelighed, og de medvirkende i Ghosts finder dette ankerpunkt i Charlotte Ritchie og Kiell Smith-Bynoe som henholdsvis Alison og Mike Cooper.
Charlotte Ritchie er i en vis forstand seriens stille motor. Hendes Alison er ikke en helteinde i klassisk forstand – hun er hverken overnaturligt modig eller usædvanligt klog. Det er præcis det, der gør hende interessant. Ritchie spiller hende som et gennemsnitsmenneske kastet ud i det umulige, og hendes ansigtsudtryk alene – den blandede oplevelse af træthed, hengivenhed og pure afmagt, når et nyt spøgelsesproblems toner dukker op – er som en masterclass i reaktionskomik. Ritchie har en evne til at lytte skuespilsmæssigt, som mange komedieaktører undervurderer: hun giver sine medspilleres karakterer rum til at eksistere.
Kiell Smith-Bynoe som Mike er en tilsvarende fornøjelse af en anden slags. Hvor Alison gradvist bliver fortrolig med husets overnaturlige beboere, forbliver Mike stort set udelukket fra den verden – han kan simpelthen ikke se eller høre spøgelserne. Det skaber en vedvarende kilde til situationskomik, men Smith-Bynoe spiller den aldrig for bredt. Han finder en autentisk sårbarhed i det at være den udenforstående i sit eget hjem, og de øjeblikke, hvor serien lader ham ane, at noget større foregår, er seriens mest rørende.
Mathew Baynton: Den romantiske byrde
Hvis man skulle udpege én karakter, der bærer seriens emotionelle tyngde, ville mange seere pege på Thomas Thorne – den victorianske digter spillet af Mathew Baynton. Thomas er en parodi på den romantiske digter-arketype: pompøs, følelsesladet og dybt, dybt overbevist om sin egen genialitet. Men Baynton formår det kunststykke at gøre ham hjerteskærende sympatisk på samme tid.
Baynton er i det hele taget et af britisk komiks mere fascinerende talenter. Han har en fysisk præcision og et komisk timing, der minder om den stumfilms-tradition, som Buster Keaton engang personificerede – kroppen som fortællingens primære instrument. Hans Thomas Thorne er aldrig blot en vittighed; han er en fuld karakter med sår, der ikke heler, og drømme, der aldrig realiseres.
Læs også artiklen medvirkende i Ghostbusters
Simon Farnaby: Årtiers forfald som kunstform
Pat Butcher, den selvoptagede 80’er-scoutleder med en pil stikkende ud af nakken, er en rolle, der i de forkerte hænder let kunne blive en éngangsaffare af en gimmick. Simon Farnaby gør den til noget langt rigere. Hans Pat er godmodig, naive og rørende uvidende om, at verden er gået videre uden ham – og Farnabys evne til at finde den menneskelige kerne under lagene af stonewashed denim og utilsigtet selvhøjtidelighed er en af seriens store glæder.
Martha Howe-Douglas, Jim Howick og Lolly Adefope: Ensemblets ryggrad
Lady Fanny Button, spillet af Martha Howe-Douglas, er georgisk aristokrati destilleret til sin mest absurde essens – og Howe-Douglas spiller hende med en benhård selv-seriøsitet, der gør karakteren morsommere, jo mere oprigtig hun er. Jim Howicks Robin – den prehistoriske bonde med mere intuition end sprog – er seriens vildeste kreative vovespil, og Howick navigerer det med en stilfærdig fysisk komedieevne, der indimellem stjæler scener fra karakterer med langt flere replikker.
Lolly Adefope som Kitty, det naive og evigt begejstrede spøgelse fra 1920’erne, besidder en af rollerne, der ved første øjekast ser enkel ud – og netop derfor er sværere at spille, end den ser ud. Adefope fylder Kitty med en autentisk glæde, der aldrig bliver irriterende, et balanceakt, der kræver præcis fornemmelse for rytme og dosering.
Ben Willbond og Laurence Rickard: Skabernes selvportræt
Der er noget befriende ved, at to af seriens skabere valgte at kaste sig selv ind i rollebesætningen på Ghosts. Ben Willbond som den politisk kyniske Julian Fawcett MP og Laurence Rickard som den decideret uhyggelige, stavelsesmanglende georgiske herre leverer begge præstationer, der spejler skaberrollens dybde: de kender disse karakterer indefra og ud, og det mærkes.
Hvad kendetegner rollebesætningen i Ghosts?
Den mest iøjnefaldende egenskab ved de medvirkende i Ghosts er, at de næsten alle stammer fra det samme kreative miljø: det satiriske historieshow Horrible Histories på CBBC, som Rickard og Willbond var centrale kræfter bag. Det er ikke tilfældigt.
Horrible Histories krævede præcis den type skuespiller, som Ghosts er afhængig af: folk, der kan transformere sig øjeblikkeligt fra én historisk periode til en anden, der kan spille bred komedie uden at miste indre sandhed, og som har en nærmest videnskabelig forståelse for rytme og timing. Ensemblet i Ghosts er med andre ord ikke blot castede tilfældigvis – de er et resultat af et årtis komisk fællesskab.
Det giver castet en sjælden kvalitet: de spiller med hinanden, ikke ved siden af. Der er en tillid i ensemblet, en vilje til at give hinanden plads og gribe de muligheder, den anden serverer, som er sjælden selv i professionel komedieteater. Instruktørerne bag serien – heriblandt Ben Taylor, der også har instrueret afsnit af Catastrophe og Fleabag – har tydeligt forstået denne dynamik og bygget scener, der udnytter den.
Castingvalget understreger desuden en demokratisk æstetik, som er karakteristisk for britisk ensemblekomedie på sit bedste: ingen karakter er for stor eller for lille. Selv Robin, der sjældent siger mere end et par ord pr. afsnit, behandles med samme fortællemæssige respekt som seriens mere verbale figurer.
Læs også artiklen medvirkende i The Walking Dead
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
En del af glæden ved at møde de medvirkende i Ghosts er opdagelsen af, at de fleste allerede har en imponerende karriere bag sig – om end ikke nødvendigvis i det internationale rampelys.
Charlotte Ritchie er måske bredest kendt uden for Ghosts fra den mørke Netflix-thriller You, hvor hun spiller en noget anden type karakter end Alison Cooper. Det er en rolle, der vidner om hendes rækkevidde som skuespiller; der er langt fra Alisons befuddlede humor til den psykologiske kompleksitet, som You kræver.
Mathew Baynton er for britisk publikum uadskilleligt knyttet til Horrible Histories og den strålende, underrated thriller-komedie The Wrong Mans (BBC Two, 2013-2014), hvor han medvirker og medskriver – en serie, der burde have fundet et langt bredere publikum end den gjorde.
Simon Farnaby har en karriere, der spænder fra Wes Anderson-samarbejdet på Isle of Dogs (han skrev manuskriptet) til Paddington 2 – han er en af britisk komiks mere alsidige skikkelser, og hans tilstedeværelse i Ghosts er på mange måder en understated gave til seere, der kender hans arbejde.
Lolly Adefope slog igennem internationalt med sin rolle i Hulus Shrill (2019-2021), den serie baseret på Lindy Wests essays, hvor hun spiller overfor Aidy Bryant. Det er en præstation, der viser, at Adefopes komiske talent oversætter præcist og potent også uden for britiske referencer.
Instruktørerne bag serien bærer tilsvarende tunge cv’er. Ben Taylors arbejde med Fleabag og Catastrophe har givet ham en særlig ekspertise i at finde det sårbare hjerte inde i tilsyneladende letvægts-komedie – en evne, der er umistelig for Ghosts.
Hvorfor gør netop de medvirkende i Ghosts historien mindeværdig?
Der er en sætning, der dukker op igen og igen i anmeldelser af Ghosts, og den lyder omtrent sådan: “Det er morsommere end det har ret til at være, og mere rørende end man forventer.”
Det er ikke en tilfældig observation. Det er en præcis beskrivelse af, hvad de medvirkende i Ghosts formår at gøre med materialet. Serien er i sin konstruktion en high-concept sitcom – spøgelser og levende mennesker deler hus, hi-jinks følger. Det er en præmis, der kunne have produceret underholdende men overfladisk tv i al evighed.
I stedet er Ghosts en serie, der i sine bedste øjeblikke handler om ensomhed, om at blive glemt, om hvad det vil sige at efterlade sig et spor i verden. Og den fortælling fungerer, fordi ensemblet investerer fuldt ud. Når Mathew Baytons Thomas Thorne oplever et øjeblik af genuin forbundethed på tværs af to hundrede år, og det rammer seeren i maven – det er ikke manuskriptet alene, der bærer det. Det er en skuespillers valg, sekund for sekund, om at behandle noget potentielt komisk som noget dybt alvorligt.
De medvirkende i Ghosts tager med andre ord ikke let på deres arbejde, selvom arbejdet tilsyneladende handler om at spille letbenet komedie. Den respekt for fortællingens menneskelige kerne er det, der adskiller god underholdning fra mindeværdig tv.
Mere end grin bag tapetet
I en tv-tid præget af prestige-drama og algorithm-optimerede thrillere er Ghosts en påmindelse om, at komediens kunst stadig er en kunst – og at den kræver skuespillere af sjælden kaliber for at lykkes fuldt ud. De medvirkende i Ghosts er ikke blot et cast; de er et komisk fællesskab, hvis samspil og kollektive erfaring har skabt noget, der vil blive husket langt ud over seriens afslutning.
Button House er trods alt ikke bare et forfaldent herregårdsanlæg. Det er et sted, hvor fortiden og nutiden lever side om side – og på skærmen sker det takket være mennesker, der ved, hvordan man fylder selv de støvede hjørner med liv.