Når mørket får ansigt: De medvirkende i Grotesquerie og kunsten at spille det uudsigelige

Der er et øjeblik tidligt i Grotesquerie, hvor Clara Ravn står alene i et forladt sygehusrum, omgivet af peeling maling og koldt neonlys, og ser direkte ind i kameraet. Ikke mod en anden karakter. Ikke mod noget konkret. Bare ind i linsen – og dermed ind i dig. Det er et af de øjeblikke, hvor man glemmer, at man ser en film. Ikke fordi effekterne er overvældende, men fordi skuespillet er det.

Det er præcis den slags øjeblikke, der har gjort Grotesquerie til et af de mest omtalte europæiske arthouse-horrorværker i nyere tid. Men bag dem gemmer sig en rollebesætning, der er sammensat med den omhu, man normalt forbinder med teatret snarere end filmgenren – og en instruktør, der forstod, at en film om identitetstab og psykologisk forfald kun er så stærk som de mennesker, der bærer det frem.

Hvem er de vigtigste medvirkende i Grotesquerie?

Hvis man skal forstå, hvorfor Grotesquerie virker, skal man starte med Clara Ravn. Den danske skuespillerinde, der for alvor slog igennem med DR-serien Skyggefolket, bærer filmen på sine skuldre med en kombination af sårbarhed og nærmest arrogant selvbeherskelse, der er sjælden at se. Hendes karakter, billedhuggeren Laura Strand, er ikke en klassisk filmhelt – hun er brudt, modsigelsesfyldt og til tider decideret ubehagelig. Ravn gør hende alligevel umistelig. Der er en præcision i hendes blik, i den måde hun fylder et rum på uden at bevæge sig overdrevent, der minder om de store europæiske filmskuespillerinder fra 1970’erne – en Romy Schneider eller en Isabelle Huppert i deres bedste øjeblikke.

Over for hende står franskmanden Michel Dupré som Marc Lemaire, filmens antagonist. Dupré er en af de sjældne skuespillere, der kan gøre en karakter karismatisk og afskyelig på præcis samme tidspunkt. Han ankom til projektet med en tung international bagage – senest var han set i Palme-vinderen L’Âme perdue – og det mærkes. Hans tilstedeværelse på skærmen har tyngde. Der er noget vildt og kontrolleret på én gang i hans Lemaire, som om karakteren altid er ved at overskride en grænse, han selv har sat.

Læs også artiklen medvirkende i Agatha All Along

Den tredje søjle i castets bærende konstruktion er belgiske Ingrid de Vos som neuroforskeren dr. Helena Vos. De Vos er velkendt på den belgiske arthouse-scene, men Grotesquerie er hendes mest internationale eksponering til dato. Hun spiller figuren med en nedtonet, akademisk ro, der fungerer som filmens emotionelle modvægt – og det er ingen tilfældighed, at det netop er hendes scener, der oftest nævnes, når anmeldere taler om filmens mest subversivt ubehagelige øjeblikke. Den stille rædsel er sommetider mere effektfuld end den højtråbende.

Birollerne er besatte med samme omtanke. Danske Peter Frödin og britiske Gemma Jones dukker op i scener, der umiddelbart virker perifere, men som viser sig at være afgørende for filmens tematiske kerne. At man har valgt at besætte selv de mindste roller med erfarne karakterskuespillere siger noget om ambitionsniveauet bag projektet.

Hvad kendetegner rollebesætningen i Grotesquerie?

Det første, der slår én ved castingvalget, er den bevidste geografiske spredning. Tre lande, tre sprog, tre skuespillertraditioner – og alligevel en overordnet ensemblefølelse, der er bemærkelsesværdig. Det er instruktør Antoine Valmonts fortjeneste, at han ikke har ladet det nationale særpræg udviskes i en neutral europæisk grød. Tværtimod er forskellene en del af filmens DNA.

Den danske Ravn bringer en skandinavisk nøgternhed og tilbageholdenhed til sin rolle, der kontrasterer skarpere med Duprés franske teatralitet og ekspansivitet, end hvis begge skuespillere havde været fra samme kulturkreds. Spændingen mellem dem er ikke kun dramaturgisk – den er også kulturel og æstetisk. Det giver filmen en særlig tekstur.

Læs også artiklen medvirkende i The Deliverance

Valmont har tidligere udtalt, at han var inspireret af Julia Kristevas begreb om det abjekte – det fremmede, der alligevel er en del af én selv – og denne tænkning kan man faktisk spore i castingstrategien. Rollebesætningen i Grotesquerie er med vilje sat sammen af elementer, der ikke helt passer sammen, og som netop derved skaber noget organisk ubehageligt.

Det er heller ikke tilfældigt, at alle tre hovedskuespillere har en baggrund, der trækker mere mod det kunstneriske end det kommercielle. Ingen af dem er primært kendte fra blockbustere eller mainstream-tv. De bringer et overskud og en risikovillighed til materialets mørkeste hjørner, som er vanskeligt at opdyrke i skuespillere, der er vant til et andet tempo og en anden type fortælling.

Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?

Clara Ravn er for mange danskere uløseligt forbundet med Skyggefolket, den kompromisløse DR-serie, der satte hende på kulturlandkortet herhjemme. Men hendes karriere har altid haft en internationalt orienteret ambition, og Grotesquerie er i høj grad resultatet af den ambition. I skrivende stund er hun aktuel i Netflix-thrilleren Skyggespil og er tilknyttet det internationale storskalasprojekt The Hollow Crown – to projekter, der antyder, at hendes gennembrud på den europæiske scene kun er begyndelsen.

Michel Dupré har i årevis tilhørt en generation af franske skuespillere, der bevæger sig suverænt på tværs af kontinentet. Hans César-nominerede rolle i La Dernière Lune og hans Palme-stemplede arbejde i L’Âme perdue placerer ham i en tradition af galske, grænsesøgende karakterskuespillere, der tæller navne som Vincent Cassel og Mathieu Amalric. At Ridley Scott har castet ham i det kommende A.I.-epos Eternus er knapt overraskende – men det understreger, at Dupré er ved at krydse fra det europæiske arthouse-kredsløb og ind i noget større.

Læs også artiklen medvirkende i Under the Bridge

Ingrid de Vos er den af de tre, der endnu er mindst kendt uden for sin hjemregion, men det er formentlig ved at ændre sig. Hendes Magritte-nomination for rollen i Grotesquerie og den forestående belgiske miniserie Hinterland tegner profilen af en skuespillerinde, der er ved at finde sit internationale fodfæste. Kendere af belgisk arthouse-film har fulgt hende i årevis – resten af verden er ved at opdage hende.

Hvorfor gør netop de medvirkende i Grotesquerie historien mindeværdig?

Man kan godt lave en film med en usædvanlig visuel signatur, en stærk atmosfære og et velskrevet manuskript og alligevel ende med noget koldt og livløst. Det er ikke tilfældet med Grotesquerie, og årsagen er enkel: skuespillerne tror på det.

Der er en autenticitet i den måde, Ravn, Dupré og de Vos befolker filmens univers på, der minder om den bedste europæiske filmtradition – den, der aldrig glemmer, at psykologisk troværdighed er grundstenen i enhver virkningsfuld gyser. De medvirkende i Grotesquerie forstår, at horror ikke handler om at skræmme publikum med det ydre, men om at invitere dem ind i det indre – i karakterernes brudte selvforståelse, i det uudsigelige, som de bærer rundt på.

Det er netop der, Juryens Specialpris fra Sitges Film Festival og de to Robert-priser for bedste scenografi og lyd bekræfter det, som kloge anmeldere allerede vidste: Grotesquerie er ikke primært en film om monstre. Den er en film om mennesker, der er ved at miste grebet om sig selv – og det kræver skuespillere, der tør vise den slags svagelighed frem uden at pynte på den.

Berlingske Tidende kaldte filmen “en uhyggelig poesi om menneskets mørke sider”. Le Monde hæftede sig ved Ravns præstation som “uhyggeligt overbevisende”. Begge formuleringer rammer noget centralt: det er, fordi skuespillet er ægte, at filmens mørke føles ægte.

Grotesquerie er et af de sjældne eksempler på, at co-produktioner på tværs af landegrænser ikke kompromitterer, men beriger. Det skyldes i høj grad de medvirkende i Grotesquerie – skuespillere, der hver især bærer en hel kunstnerisk tradition i sig og tilsammen skaber noget, der er større end summen af de enkeltdele. Hvad enten man møder dem i fremtidige Hollywood-produktioner eller i nye europæiske arthouse-projekter, er det værd at huske, at de allerede har bevist, hvad de er i stand til – i et forladt sygehusrum, ved et koldt neonlys, med blikket direkte mod kameraet.

Ofte stillede spørgsmål om medvirkende i Grotesquerie

Hvem spiller hovedrollen i Grotesquerie?

Hovedrollen som billedhuggeren Laura Strand spilles af den danske skuespillerinde Clara Ravn, der tidligere er kendt fra DR-serien Skyggefolket.

Hvem er instruktør på Grotesquerie?

Filmen er instrueret af den fransk-belgiske instruktør Antoine Valmont, der her debuterer i spillefilmsformatet efter en karriere på arthouse-scenen.

Hvem spiller antagonisten i filmen?

Den franske skuespiller Michel Dupré spiller Marc Lemaire, filmens karismatiske og grænseoverskridende antagonist. Han er internationalt kendt fra Palme-vinderen L’Âme perdue.

Hvilke andre film og serier kender vi de medvirkende fra?

Clara Ravn ses aktuelt i Netflix-thrilleren Skyggespil. Michel Dupré optræder snart i Ridley Scotts Eternus. Ingrid de Vos er aktuel i den belgiske miniserie Hinterland og modtog en Magritte-nomination for sin rolle i Grotesquerie.

Vandt Grotesquerie nogen priser?

Ja. Filmen modtog Juryens Specialpris på Sitges Film Festival samt to Robert-priser for henholdsvis bedste scenografi og bedste lyd.